Priser

Virksomheden skal tydeligt oplyse dig om, hvad varen koster. Desuden skal priser til forbrugere altid være inklusive moms. Det gælder også priser oplyst i annoncer.

Regler: Priser i butikker

Butikken skal tydeligt oplyse sine kunder om, hvor meget en vare koster. Prisen på varen skal altid være inklusive moms og alle andre omkostninger.

Når du går ind i en butik, skal du tydeligt kunne se, hvad alle de varer, der ligger fremme til salg i butikken, koster. Prisen kan enten stå på fx et prismærke på selve varen, på en hyldekant eller på et hængeskilt. Der må ikke være tvivl om, hvilken vare prisen gælder for.

Du skal også let kunne se prisen på de varer, som står i udstillingsvinduet.

Med enkelte undtagelser skal der være oplyst en enhedspris for varen. Det er som udgangspunkt prisen pr. kilo, liter, m, m², eller m³. Så kan du nemmere sammenligne priserne på ens varegrupper.

Forkerte priser i en butik

Du kan normalt forlange at købe varen til den pris, der står på prismærket, også selvom det ved en fejl er en forkert pris. Der er dog enkelte undtagelser. Det kan fx være en vare, som en anden kunde har flyttet, fx lagt på et bord med udsalgsvarer. Du kan heller ikke få varen til den forkerte, lave pris, hvis det er åbenlyst, at der er tale om en fejl. Det kan fx være et prisskilt fra en billig vare, der er faldet ned på en meget dyr vare.

Regler: Priser i netbutikker

Når du handler på nettet, skal du nemt kunne finde prisen på varen. Netbutikken skal oplyse dig om den samlede pris på varen. Du skal enten kunne finde prisen på den side, hvor varen vises, eller du skal nemt kunne komme hen til den side, hvor prisen vises.

Netbutikken skal altid oplyse den samlede pris på varen. Det vil sige, at prisen skal være inklusive moms, afgifter mm. Er der omkostninger, der kan variere eller helt undgås, kan de oplyses for sig selv. Det kan fx være udgifter til at sende varen. Når du har indtastet din bestilling, skal du have den samlede pris oplyst, inden du bekræfter bestillingen.

Afhænger den samlede pris for varen af, hvordan du betaler for den, skal det tydeligt fremgå af hjemmesiden. Det kan være, at det fx koster mere, hvis du betaler via girokort, end hvis du betaler med betalingskort direkte på hjemmesiden.

Forkerte priser i en netbutik

Du kan normalt forlange at købe varen til den pris, du har fået oplyst på nettet, medmindre det er åbenlyst, at der er tale om en fejl i prisen.

For at du kan forlange at købe varen til prisen, skal du have indgået en aftale med netbutikken om købet. Det sker fx, når du lægger varen i en digital indkøbskurv på siden. Accepterer du købet, er netbutikken bundet og skal levere varen til dig til den pris, der står på hjemmesiden, medmindre der åbenlyst er tale om en fejl.

Netbutikken kan på deres hjemmeside tage et forbehold for, at købet først er bindende, hvis begge parter har accepteret det. På den måde kan netbutikken fange de forkerte priser, før handlen går helt igennem. Et sådant forbehold skal være taget klart og tydeligt, før aftalen bliver indgået.

Hvorvidt den enkelte forbruger har ret til at få varen til den fejlagtigt tilbudte pris, afhænger af, om forbrugeren vidste eller burde have vidst, at der var tale om en prisfejl.

Forbrugerklagenævnet lægger i sager om forkerte priser typisk vægt på:

  • Hvilken vare der er tale om
  • Hvilket kendskab en almindelig forbruger normalt har til prisniveauet på den pågældende vare
  • Hvor stor forskel der er på den fejlagtigt tilbudte pris og den pris, som virksomheden mener, er den reelle pris
  • Hvor mange eksemplarer af varen forbrugeren har købt
  • Om der er tale om slagtilbud, kampagne eller lignende

I nogle sager, hvor rabatten på varen er forholdsvis stor, kan nævnet vurdere, at det er nødvendigt at afhøre parterne for, at bevisbyrden kan løftes. I de tilfælde vil Forbrugerklagenævnet ikke kunne behandle sagen. I stedet skal forbrugerne gå videre med den til domstolene.

Regler: Priser og tilbud i annoncer

Prisen, som står i annoncen, skal være inklusive moms og andre gebyrer eller afgifter. Butikken må ikke give vildledende oplysninger i sine annoncer.

Når en butik reklamerer for en vare, skal den altid angive den samlede pris.

Forkerte priser i annoncer

Priser og andre oplysninger i annoncer er ikke bindende. Det betyder, at du kan se et godt tilbud på en vare i en tilbudsavis eller på en annonceside på nettet, men at det senere viser sig, at varen er dyrere end annonceret.

Annoncerer en butik med forkerte priser, kan du anmelde det til Forbrugerombudsmanden, da det kan være en overtrædelse af markedsføringsloven.

Vildledende oplysninger i annoncer

Butikken må ikke give vildledende oplysninger i annoncen. Fx må butikken ikke annoncere for, at en vare er på tilbud, hvis der reelt set ikke er tale om et særligt fordelagtigt køb, eller hvis varen forinden ikke har været sat til salg til normalprisen i lang nok tid.

Pris inklusive moms

Priser til forbrugere skal altid være inklusive moms. Det gælder også priser oplyst i annoncer. Får du oplyst en pris uden moms, er det en overtrædelse af markedsføringsloven og dermed strafbart.

I praksis betyder det, at momsen altid skal være indregnet i prisen.

Det vil derfor være ulovligt:

  • at prisen er oplyst uden moms, fx: ”ekskl. moms”
  • at der er taget et generelt prisforbehold, fx ”alle vores priser er ekskl. moms”
  • at du får at vide, at du skal betale moms udover den oplyste pris, fx: ”plus moms” eller ”dertil tillægges moms”.

Du skal altid kunne se den fulde pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive moms.

Har virksomheden tilknyttet en bestillingsfunktion på sin hjemmeside, skal prisen inklusive moms efter Forbrugerombudsmandens opfattelse angives første gang, prisen vises, og på alle efterfølgende skærmbilleder. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at momsen først tillægges, når varen ”lægges i kurven”.

Læs mere om moms ved e-handel

Priser afhængig af fx kvadratmeter

Kan prisen på en vare eller tjenesteydelse ikke beregnes på forhånd, fx ved en bestilling af gulvafhøvling, skal det i stedet oplyses, hvordan den er udregnet. Også her skal prisen angives inklusive moms og kan fx angives som ”40 kr. inklusiv moms pr. kvadratmeter”.

Kunne du bruge siden?


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter