Sidst opdateret 16.12.2021
Penge og forsikring
Budget og privatøkonomi
Vil du gerne holde mere styr på indtægter og udgifter? Prøv budgetskabelonen på Rådtilpenge.dk, og få et overblik over, hvor mange penge du har til forbrug. Læs også om pension, livsforsikring, testamente og arv.

Digital budgetskabelon
Lønnen går ind på NemKontoen. Betalingsservice betaler regningerne. Indkøb sker med betalingskort. Sådan ser privatøkonomien ud for mange. Men en hverdag med elektroniske penge betyder også, at det kan være svært at bevare overblikket over sin økonomi.
På hjemmesiden Rådtilpenge.dk, som Finanstilsynet står bag, kan du finde en simpel og enkel elektronisk budgetskabelon. Den kan være en hjælp, hvis du vil lægge et budget for privatøkonomien.
Budgetskabelonen indeholder relevante fortrykte budgetposter fx bolig, forsikring og opsparing, som sikrer, at du får alt med i budgettet. Samtidig kan du til- og fravælge budgetposter alt efter, hvad der er relevant for dig.
Når budgetskabelonen er udfyldt, kan du downloade den som en excel-fil, der kan printes eller gemmes på din computer. Du kan fx tage printet med, hvis du skal tale med banken om boliglån, billån eller en ny afdragsordning på din gæld. Du kan også gemme budgettet på din computer, så du kan tilrette det senere.
Brug budgetskabelonen på Rådtilpenge.dk
Styr på forbruget med Lommebudget app
Lommebudget app hjælper dig med at holde styr på dine løbende udgifter til forbrug. Du kan hente den i både App Store og i Google Play. Den er nem at bruge, fyldt med sparetips og tilmed gratis. Finanstilsynet står bag Lommebudget app’en.
Når du flytter hjemmefra, står du selv med ansvaret for dine penge. På Rådtilpenge.dk, som Finanstilsynet står bag, finder du en guide til at få styr på din privatøkonomi som udeboende.
Hele guiden til privatøkonomi når du flytter hjemmefra, kan findes på Rådtilpenge.dk
Indtægter og udgifter
På Rådtilpenge.dk, som Finanstilsynet står bag, kan du lære mere om, hvordan man håndterer privatøkonomien som udeboende. Du kan lære om:
- hvilke indtægter og udgifter du skal holde styr på
- hvilke hjemmesider du med fordel kan bruge
- hvordan du forholder dig til forsikringer, A-kasser og opsparing
Læs mere om indtægter og udgifter
Sparetips i hverdagen
Med Finanstilsynets 15 sparetips får du inspiration til at spare i hverdagen. Du kan både spare på elregningen, bankgebyrerne, transporten og madvarerne. Sammenlagt kan disse besparelser give plads til lidt ekstra sjov, selvom der ikke er så mange penge til rådighed.
Når familien vokser, og et nyt barn kommer til verden, er der nye udgifter for de nybagte forældre.
Det kan være svært at skabe overblik over, hvordan barnet påvirker din families privatøkonomi. På Rådtilpenge.dk, som Finanstilsynet står bag, finder du information om privatøkonomi målrettet vordende forældre og nye børnefamilier.
Se de gode råd om privatøkonomi til nye børnefamilier på Rådtilpenge.dk
Fælles børn eller børn fra tidligere forhold?
Hvis I lever papirløst og har fælles børn, eller du har egne børn fra tidligere forhold, risikerer din partner at blive økonomisk sorteper, hvis du dør.
Mange tror måske, at samleveren automatisk er sikret, men sådan er det langt fra. Partneren risikerer at skulle gå fra hus og hjem, hvis al arv eller livsforsikring tilfalder dine eller jeres børn.
Hvis børnene får pengene, og de er under 18 år, kan pengene nemlig ikke bruges af den tilbagelevende forælder.
Læs om, hvordan din samlever kan få del i arven på Rådtilpenge.dk
Testamente, pension og forsikring
Er du i tvivl om, hvorvidt din samlever automatisk er sikret økonomisk, hvis der sker dig noget? På Rådtilpenge.dk, som Finanstilsynet står bag, kan du hurtigt få et overblik over, hvem der får din arv, pension og livsforsikring, hvis du pludselig dør.
Vil du vide mere, kan du fx kontakte dit pensions- og forsikringsselskab eller en advokat.
Prøv testen "Test din situation" på Rådtilpenge.dk
Hvem skal arve dig?
Har du som samlevende brug for at vide mere om, hvordan du selv kan bestemme, hvem der skal have din arv, pension og livsforsikring?
Læs mere om papirløst samliv på Rådtilpenge.dk
Her kan du finde ud af, hvordan din samlever kan få del i arven og udbetalingerne fra din pension og forsikring.
Gæld
På Rådtilpenge.dk, som Finanstilsynet står bag, finder du gode råd til, hvordan du får overblik over din økonomi og kommer ud af ubehagelige gældsfælder.
