For virksomheder
Transport af varen ved reklamationer
Er en klage omfattet af reklamationsretten, skal afhjælpning være gratis for kunden. Som sælger skal du i den forbindelse betale alle udgifter, også transport.
Denne artikel er for virksomheder. Hvis du er forbruger, gå til Forbrugerleksikon.
Hvis der er tale om mindre genstande, som nemt kan medbringes i et offentligt transportmiddel, kan du dog forvente, at kunden selv indleverer varen i din butik, hvis kunden bor i nærheden af din butik. Hvis der er tale om større og uhåndterlige genstande, må du enten undersøge varen hos din kunde eller betale for at få den transporteret til værkstedet.
Kunden skal medvirke
Du har ret til at se varen, før du tager stilling til klagen. Så kunden skal medvirke til det, enten ved at sende varen til dig eller være hjemme, når montør eller fragtmand kommer. Hvis du forlanger, at varen er pakket ind på en bestemt måde, fx i formstøbt plast, må du sende emballagen til kunden. Du kan ikke forlange, at kunden stadig har den originale emballage.
Hvis kunden bor langt væk
Du skal betale transportomkostninger, selvom kunden bor meget langt væk eller fx er flyttet til en anden landsdel efter købet. Det gælder også, selvom kunden er flyttet til udlandet.
Et godt råd
Hvis transportudgifterne er meget høje, kan du undersøge, om det kan betale sig for dig, at kunden får varen undersøgt og eventuelt repareret lokalt på din regning.
Opdateret 01.01.2022