Temaer

Coronavirus - hvis flyet, rejsen eller arrangementet er aflyst

Her kan du finde de vigtigste covid-19 informationer, der har relevans for dig som forbruger. Vær opmærksom på, at der løbende kan ske ændringer i reglerne.

Opdatering

Færre restriktioner pr. 1. februar 2022

Regeringen har på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen besluttet, at covid-19 ikke længere skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom efter den 31. januar 2022. Det betyder, at langt de fleste restriktioner fjernes den 1. februar 2022.

Læs mere på coronasmitte.dk

Gode råd: Hvis du overvejer at købe en rejse

Undersøg aftalevilkårene for ombooking og refundering

Pakkerejser:

Hvis du overvejer at booke en rejse, så undersøg først og fremmest, hvad rejsearrangøren tilbyder ift. afbestilling og ombooking af rejsen. Hvis rejsearrangøren tilbyder gratis afbestilling og ombooking, så vær opmærksom på, om det står som et vilkår i aftalen, så du har det på skrift og kan dokumentere, hvad der er aftalt.

Du bør desuden, inden du bestiller rejsen, undersøge, hvad der kan være af indrejsekrav og restriktioner, fx karantænekrav, krav til test og vaccinationer, krav til indrejseformular mv. på rejsemålet. 

Vær endvidere opmærksom på, at kravene til indrejse og øvrige restriktioner løbende kan blive ændret i de forskellige lande – også efter dit køb af rejsen. 

Du kan følge med i dette på Udenrigsministeriets hjemmeside under rejsevejledninger for det pågældende land

Du kan eventuelt også tjekke hjemmesiden for det pågældende lands ambassade.

Hvis rejser til din feriedestination frarådes på bestillingstidspunktet, og de også frarådes, når du skal rejse, så kan det få betydning for dine muligheder for at få rejsen refunderet. Undersøg derfor, om rejsearrangøren også tilbyder gratis afbestilling/ombooking i den situation. Husk at få den oplysning på skrift.

Flyrejser:

Hvis du selv arrangerer ophold og transport, fx hotel og fly, kan du ikke være sikker på at få dine penge igen, hvis du vælger at aflyse rejsen på grund af rejserestriktionerne.

Selvom flybilletten og hotellet er købt på nettet, har du ikke en lovbestemt ret til at fortryde købet. Derfor kan du ikke som udgangspunkt få dine penge tilbage, medmindre flyselskabet eller hotellet selv aflyser.

Tjek, hvad flyselskabet og hotellet skriver i deres aftalevilkår. Så kan du se, om du senere kan afbestille eller ændre aftalen, og hvad det eventuelt vil koste.

Undersøg din rejseforsikringer

Har du en rejseforsikring, så tjek dens betingelser for afbestilling, og hvordan du i øvrigt vil være dækket på rejsemålet.

Hvis du køber en pakkerejse, kan du også købe en afbestillingsforsikring sammen med rejsen. Undersøg da, om den dækker, hvis der stadig er coronavirus, når du skal rejse.

Betal med et kort, der giver konkursdækning

Nogle kreditkortselskaber tilbyder, at du kan få tilbageført dine penge, hvis virksomheden, du har handlet med, fx rejsearrangøren, flyselskabet eller hotellet, går konkurs. Har du betalt med et internationalt kreditkort, fx Mastercard, Eurocard eller Visadelen af dit Visa/Dankort, kan du derfor være dækket i tilfælde af konkurs.

Krav om coronapas

Der er fortsat krav om coronapas for rejser til EU- og Schengenlande.​

På coronasmitte.dk kan du læse mere om det europæiske coronapas

Er dit fly blevet aflyst som følge af coronakrisen?

Trafikstyrelsen har den 22. juni 2020 meddelt, at de kan behandle klager over manglende refusion af flybilletter for både ud- og hjemrejse inden for EU i forbindelse med flyafgange, der er blevet aflyst grundet Covid-19.

Tidligere har styrelsen kun haft mulighed for at behandle krav om refusion for det aflyste fly, der skulle have fløjet fra Danmark, men ikke for et aflyst fly fra et andet EU-land til Danmark.

Du kan få behandlet din flyklage:

  • hvis både din ud- og hjemrejse er blevet aflyst grundet Covid-19
  • hvis din udrejse er aflyst, og hjemrejsen derfor ikke kan foretages

Det er en betingelse, at du har købt ud- og hjemrejsen under én samlet booking.

Læs mere hos Trafikstyrelsen

Hvis flybilletten er bestilt via en bookingside

Hvis du har bestilt flybilletter via en online bookingside, så er det en god idé at kontakte begge parter – både flyselskabet og bookingsiden - og gerne skriftligt.

FAKTABOKS: Politisk aftale om hjælp til rejsearrangører

Regeringen har den 12. maj 2020 indgået en politisk aftale om hjælp til rejsebranchen i lyset af coronakrisen.

Aftalen udvider Rejsegarantifondens dækningsområde til også at omfatte pakkerejser:

  • der er afbrudt, annulleret eller afbestilt på baggrund af Udenrigsministeriets rejsevejledning, hvori alle ikke-nødvendige rejser frarådes på grund af udbredelsen af COVID-19, og
  • som skulle have været påbegyndt i perioden omfattet af Udenrigsministeriets rejsevejledning frem til og med 10. maj 2020.

Hvis din rejse er aflyst og er omfattet af ovenstående dækningsområde, skal du kontakte rejsearrangøren, der via Rejsegarantifonden vil sikre, at du får dine penge tilbage.

Læs mere hos Rejsegarantifonden

Kontakt også dit forsikringsselskab

Kontakt også dit forsikringsselskab - både hvis du er afsted på rejsen eller endnu ikke er rejst. Vær opmærksom på, at din rejseforsikring kan være inkluderet i din almindelige indboforsikring, eller at dit betalingskort kan have en rejseforsikring tilknyttet.

Hvis hotellet er bestilt via en bookingside

Hvis du har bestilt hotel via en online bookingside, så er det en god idé at kontakte begge parter – både hotellet og bookingsiden - og gerne skriftligt.

Tjek også, om du har booket med en særlig afbestillingsret eller garanti. Det kan du læse mere om i bookingsidens vilkår.

Nyttige links

På coronasmitte.dk har de danske myndigheder samlet alle informationer om coronavirus/covid-19

Nummeret til de danske myndigheders fælles hotline: 70200233 

Se rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet

Er dit fly eller rejse aflyst?

Har du spørgsmål til dine rettigheder, fx hvis flyet er aflyst, kan du kontakte Forbruger Europas hotline

Er du virksomhed?

Hos Erhvervsstyrelsen kan du få et overblik over vejledning til virksomheder om coronavirus/covid-19

Hvis du som virksomhed har spørgsmål til coronavirus/covid-19, er der oprettet en særlig Hotline. Hotlinen vejleder som udgangspunkt ikke, men er behjælpelig med at henvise til rette myndighed.

Kontakt Hotlinen på 72200034