Skip navigation

FAKTA: Gode råd, hvis du overvejer at bestille rejse

20. april 2021

Er du en af de mange danskere, som gerne vil på ferie i udlandet til sommer? Med den nye model for rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet ser udsigterne til udlandsferie lysere ud. Der er dog nogle forhold, som du bør være særligt opmærksom på, hvis du bestiller rejse nu.

Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har samlet gode råd til dig, der vil bestille transport, hotel, pakkerejse eller leje bil.

”De forbrugere, som gerne vil bestille rejser nu, skal være opmærksom på, at krav og restriktioner kan blive ændret løbende. Det er derfor særlig vigtigt at kende vilkårene for sin rejse, og det er ens eget ansvar, at man har sat sig ind i dem, før rejsen købes,” siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa.

De tre gode råd for alle rejsetyper

  • Overvej, om der kan være restriktioner på rejsemålet, som medfører, at turistattraktioner holder lukket, eller at udflugter ikke kan gennemføres
  • Vær opmærksom på reglerne i både udland og hjemland, for eksempel om der er indrejsekrav eller krav om selvisolation på rejsedestinationen, og når du er kommet tilbage fra rejsen. Kravene kan løbende blive ændret, så hold dig orienteret på Udenrigsministeriets hjemmeside
  • Betal med kreditkort; så kan du i visse tilfælde få pengene tilbageført, hvis ydelsen ikke leveres, du er bedre sikret i tilfælde af konkurs, og nogle korttyper har også indbygget rejseforsikring

Kilde: Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Hvis du selv arrangerer rejsen

  • Du har som udgangspunkt ikke en lovbestemt fortrydelsesret, når du køber separate ydelser såsom flybilletter, booker hotel eller lejer bil
  • Hvis du selv arrangerer rejsen og ikke vil eller kan komme afsted, har du ikke ret til at få pengene tilbage, medmindre det er aftalt på forhånd, eller ydelsen ikke bliver leveret. Hvis flyet eksempelvis flyver, men du ikke har lyst til at tage af sted, har du således ikke ret til at få dine penge tilbage. Det gælder også, hvis du bliver hjemme, fordi der for eksempel er indført restriktioner på rejsemålet
  • Inden du bestiller ophold og transport, så undersøg, om det er muligt at annullere ydelserne, og hvad det koster. Det kan eventuelt være gennem din egen forsikring eller en ekstraforsikring, du tegner i forbindelse med købet

Kilde: Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Pakkerejser og charterrejser

De særlige regler for pakkerejser giver dig en række rettigheder, hvis rejsen ikke kan gennemføres, eller der er mangler ved rejsen.

  • Selvom du som udgangspunkt er beskyttet af pakkerejsereglerne, så bør du selv orientere dig om mulige krav og restriktioner på rejsemålet, som du skal følge under din ferie. Du kan få oplysninger fx via Udenrigsministeriets hjemmeside og din rejsearrangør   
  • Hvis rejser til din feriedestination frarådes på bestillingstidspunktet, og de også frarådes, når du skal rejse, så kan det få betydning for dine muligheder for at få rejsen refunderet. Undersøg derfor, om rejsearrangøren også tilbyder gratis afbestilling/ombooking i den situation. Husk at få den oplysning på skrift.

Kilde: Forbruger Europa og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

forbrugereuropa.dk og forbrug.dk kan du finde mere information om dine forbrugerrettigheder i forbindelse med feriebestillinger.

Pressekontakt:

  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98
  • Forbruger Europas pressemedarbejder: 41 71 50 75

KUNNE DU BRUGE SIDEN?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få gode råd og ny viden inden for forbrugerområdet