Øvrige nyheder

Ulovligt telefonsalg gjorde aftalen ugyldig

Du er ikke nødvendigvis bundet af aftalen, selvom du har takket ja til et tilbud over telefonen. Det viser en afgørelse fra Teleankenævnet. Her hæftede forbrugeren ikke for køb af et mobilabonnement, fordi teleselskabet ikke kunne bevise, at det havde et gyldigt samtykke til at kontakte ham telefonisk.

Denne pressemeddelelse er udsendt den 20. august 2019.


Teleankenævnet har afgjort, at en forbruger ikke var bundet til et mobilabonnement, fordi teleselskabet ikke kunne bevise, at det havde indhentet et gyldigt samtykke fra forbrugeren, før teleselskabet ringede til ham.

Teleselskabet kunne blot fremvise et excel-ark, hvor der stod en mailadresse og telefonnummer, som ikke var forbrugerens.

Dermed hæftede forbrugeren ikke for de regninger, som teleselskabet havde sendt til ham.

Hovedreglen er, at virksomheder ikke må ringe til dig med tilbud, medmindre du selv udtrykkeligt har bedt om at blive kontaktet. Virksomheden skal kunne dokumentere, at den har indhentet et personligt samtykke fra dig. Kan den ikke det, er du som udgangspunkt ikke bundet af aftalen,

siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan forbrugerne læse mere om reglerne for telefonsalg og om deres rettigheder, hvis de bliver ringet op af telefonsælgere uden at have givet samtykke.

Hvis du modtager regninger for en aftale, som du har indgået over telefonen, men som du mener, er ugyldig, er det vigtigt, at du ikke venter for længe med at klage til virksomheden. Går der for lang tid, kan du ende med alligevel at være bundet af aftalen, fordi du har udvist passivitet,

siger Susanne Aamann.

Det er ikke altid, at forbrugerne selv er opmærksomme på, at de har givet deres samtykke. Det kan for eksempel være sket i forbindelse med, at de har deltaget i en konkurrence på nettet.

Nogle virksomheder bruger spørgeskemaer eller konkurrencer på nettet til at indhente samtykke til, at de må kontakte dig. Før du deltager i en konkurrence eller svarer på et spørgeskema, er det en god ide at tjekke, om du samtidig giver dit samtykke. Det skal fremgå tydeligt, før det er gyldigt

siger Susanne Aamann.

Der er nogle få brancher, som er undtaget forbuddet mod telefonsalg. Det drejer sig om salg af for eksempel aviser og forsikringer. Hvis du vil være fri for de opkald, skal du tilmelde dig Robinsonlisten.

Telefonsalg – her er reglerne:

Ifølge forbrugeraftaleloven er telefonsalg forbudt i Danmark, medmindre du selv udtrykkeligt har bedt om at blive kontaktet.

Der er nogle få undtagelser, hvor sælgeren godt må kontakte dig over telefonen for at sælge noget. Det drejer sig om salg af:

  • Abonnementer på aviser, ugeblade og tidsskrifter
  • Bøger
  • Forsikringer
  • Abonnement på redningstjenester og sygetransport

Vil du undgå alle former for telefonsalg, kan du tilmelde dig Robinsonlisten.

For yderligere information:

Kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 41 71 50 98.