Fritid og familieliv

Skolefoto

Skolefotografering er en fast del af det at gå i skole. Men hvilke regler gælder, når dit barn skal have taget skolefotos? Læs mere om regler og fortrydelsesret.

Skolefoto

Tilbud på skolefotos

Der er forskel på, om du siger ja til, at dit barn bliver fotograferet, eller om du siger ja til tilbud om køb af billederne. De to tilbud må ikke kunne forveksles, og det skal tydeligt fremgå, hvad du siger ja til.

Selvom du har sagt ja til, at dit barn bliver fotograferet, har du stadig ret til at sige nej tak til at købe billederne, når du ser dem på nettet eller modtager dem med posten.

Fortrydelsesret på skolefotos

Du har 14 dages fortrydelsesret fra den dag, du modtager dine skolefotos. Det er fotografens ansvar, at du modtager billederne – ikke barnets.

Hvis billederne ligger i dit barns taske i dagevis, før du ser dem, så løber fortrydelsesretten først fra den dag, hvor du opdager billederne i barnets taske.

Fotografen skal oplyse dig om vilkårene for betaling og levering, og om hvordan du bruger din fortrydelsesret.

Giver fotografen dig mulighed for at se skolefotos på en hjemmeside, kan du normalt ikke fortryde dit køb, når du først har valgt, hvilke billeder du ønsker. Fotografen skal dog før bestillingen tydeligt oplyse dig om, at du mister din fortrydelsesret, hvis du gennemfører bestillingen, og det skal du give samtykke til.

Regler

Du skal aktivt acceptere tilbuddet

Du skal aktivt acceptere tilbuddet om at købe billederne, for at aftalen er gældende. Du kan fx acceptere købet via en fysisk underskrift, tilbagemelding per mail eller ved aktivt tilvalg på en hjemmeside.

Sidst opdateret 12.01.2022