Skip navigation

Coronavirus – er dit fly aflyst?

31. januar 2020

En lang række flyselskaber, heriblandt SAS og British Airways, har suspenderet flyvninger til og fra Kina som følge af Coronavirus.

Obs! Dette er en pressemeddelelse, som vi tidligere har sendt ud. Situationen kan senere have udviklet sig. For vores seneste information om, hvilken betydning coronavirus har for dig som forbruger, besøg denne side, som vi løbende opdaterer: Coronavirus - hvis flyet eller arrangementet er aflyst​

Er dit fly til og fra Kina aflyst som følge af Coronavirus? Så kan du ikke være sikker på at få dækket eventuelle tab, fx hvis du har booket et hotel i Kina, som du ikke kan nå frem til. Det skyldes, at situationen kan være en usædvanlig omstændighed.

Ved usædvanlige omstændigheder er flyselskaberne normalt ikke ansvarlige for de tab, som deres kunder eventuelt må lide som følge af aflysningen af flyvningen.

”Hvis din flyvning til Kina er blevet aflyst som følge af Coronavirus, kan du ikke være sikker på at få erstatning for eventuelle ekstra udgifter, fordi situationen kan være en ekstraordinær omstændighed, som flyselskabet ikke er skyld i. Hvis du står i situationen, og du ikke kan komme afsted på rejsen, er det vigtigt, at du kontakter flyselskabet eller rejsebureauet, hvor du har købt rejsen, og hører, hvad du skal gøre,” siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.

Usædvanlige omstændigheder kan fx være ekstreme vejrforhold, krig og epidemier. Selvom flyselskabet i sådanne situationer ikke er ansvarlige for de tab, som dets kunder eventuelt har som følge af aflysningen, skal flyselskabet tilbyde at ombooke dig til en anden afgang. Er ombookning ikke mulig, vil du som udgangspunkt have ret til at få pengene for flybilletten retur.

Det kan også være, at du allerede er i Kina og ikke kan komme hjem til Danmark.

”Hvis du allerede er afsted på rejsen, skal du kontakte flyselskabet eller rejsebureauet for at høre, om du kan komme med en anden afgang. Husk at gemme dokumentation for alle de udgifter, du har, mens du venter på at komme hjem, og forsøg at begrænse dine udgifter, mens du er på destinationen,” siger Lars Arent.

Hvis flyselskabet eller rejsebureauret ikke kan finde en løsning, så du kan komme hjem, så undersøg, om der er alternative hjemrejsemuligheder til en rimelig pris. Husk at få flyselskabets eller rejsebureauets skriftlige samtykke, hvis du vælger en alternativ transport.

Nogle rejseforsikringer tilbyder også dækning i forbindelse med Coronavirussen. Kontakt derfor også dit forsikringsselskab.

Hvorvidt der er tale om en usædvanlig omstændighed, vil bero på en konkret vurdering ved domstolene.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet på den offentlige forbrugerportal forbrug.dk.

Forbruger Europa er en del af Europa-Kommissionens netværk af forbrugercentre i EU. Netværkets danske kontor er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Læs mere: Hvis flyrejsen bliver aflyst på grund af usædvanlige omstændigheder

For yderligere information:

  • Kontakt Forbruger Europas pressemedarbejder: 41 71 50 75
  • Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

 

Kunne du bruge siden?