Øvrige nyheder

Undgå fupbutikkerne under udsalgsræset

Udsalgsfeberen raser – også på nettet. Selvom langt de fleste nethandler går godt, er der risiko for at støde på fupbutikker, som for eksempel sælger kopiprodukter eller franarrer forbrugerne deres betalingsoplysninger. De falske butikker er blevet bedre til at efterligne de ægte, men ofte kan de afsløres ved få klik.

Denne pressemeddelelse er udsendt den 28. december 2018.


Udsalget er allerede begyndt, og nettet bugner med tilbud. Det kan være fristende at købe en ellers dyr mærkevare til en meget billig pris på 208,17 kroner, men overvej tilbuddet, før du handler.

Er netbutikken en fupbutik, risikerer du, at varen aldrig dukker op, eller at du ikke får den vare, du troede, du bestilte.

13 myndigheder har for nylig lanceret samarbejdet ”Nethandel #heltsikkert”, som informerer forbrugerne om, hvordan de nemt og trygt kan handle på nettet.

Gå altid netbutikken grundigt igennem, før du handler, og tjek, om andre har anmeldt butikken eller delt deres erfaringer med den på nettet. Tjek for eksempel, om du kan komme i kontakt med virksomheden, hvis noget går galt med handlen. Og vær især varsom med at handle dér, hvis du kun kan komme i kontakt med sælgeren via en kontaktformular,

siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

Hos e-mærket, som er etableret af blandt andre Forbrugerrådet TÆNK og Dansk Erhverv, gennemsøger man ved hjælp af en crawler nettet for fupbutikker. I november anmeldte e-mærket omkring 9.000 fupbutikker med udenlandske domænenavne til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Vi ser flere nye tendenser i forhold til fupbutikkerne. Generelt er virksomhederne bag blevet dygtigere til at sætte siderne professionelt op. De benytter professionelle webshopsystemer, hvor de uploader varemærkeindehavernes egne billeder, som bagmændene har stjålet fra deres hjemmesider

siger kommunikationschef hos e-mærket, Toke Mølgaard og tilføjer:

Derudover oplever vi, at de er begyndt at snyde med nye typer af varegrupper og nye brands. Tidligere snød de typisk med tøj, sko, tasker og lignende. Nu ser vi også fupbutikker, der handler med ulovlige kopier af for eksempel legetøj. Samtidigt snyder de med mindre brands, hvor det måske kan være sværere at vurdere, om tilbuddet er for godt til at være sandt.

I undersøgelsen ”Internetkriminalitet 2017” fra Det Kriminalpræventive Råd estimeres det, at godt 44.000 danskere blev snydt, da de handlede på nettet i 2017. Tallet omfatter også handel med private, men primært handel i netbutikker.

Hvis du vil undgå at blive snydt, er det altid en god ide at tjekke netbutikkens ’Om os-side’. Hvis oplysningerne er mangelfulde eller skrevet på et dårligt dansk, skal du være forsigtig. Når du handler på nettet, er det vigtigste råd, at du holder fast i din kritiske sans og ikke lader dig forblænde af alt for gode tilbud,

siger udviklingskonsulent hos Det Kriminalpræventive Råd, Anja Schulze-Larsen.

Skulle det gå galt, og har du handlet hos en fupbutik, afhænger dine muligheder for at få pengene tilbage af, hvordan du har betalt.

Når du handler på nettet, er det en rigtig god idé at betale med et betalingskort, hvor du skal indtaste kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Så er du bedst stillet, hvis handlen skulle gå galt, og varen ikke dukker op eller er forkert,

siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.

På ”Nethandel #heltsikkert”, som 13 myndigheder står bag, kan du finde råd til, hvordan du undgår snyd på nettet, herunder hvordan du kan spotte fupbutikker. 

Tips til at spotte fupbutikker:

  • Tjek ”Om os”-siden
  • Meget billige mærkevarer
  • Sprogfejl
  • Underlige webadresser

Kilde: e-mærket

For yderligere information:

Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat eller Forbruger Europa: 41 71 50 98

Kontakt Det Kriminalpræventive Råd: Pressemedarbejder Charlotte Ruge 41 74 73 80, cru@dkr.dk

Kontakt e-mærket: Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket, tlf. 5194 9303 eller tm@emaerket.dk