Øvrige nyheder

Nu er forbrugerne bedre beskyttet ved konkurs på rejsen

Nye regler betyder, at forbrugere, der har købt et sammensat rejsearrangement, fremover er beskyttet, hvis rejseudbyderen går konkurs. De nye regler træder i kraft den 1. juli.

Denne pressemeddelelse er udsendt den 25. juni 2018.


Skal du ud at rejse her til sommer? Så kan du og andre rejsende slappe ekstra af på sommerferien.

Går rejseudbyderen eller flyselskabet konkurs, vil endnu flere end tidligere være beskyttet på grund af nye regler, som snart træder i kraft.

De nye regler betyder, at du fra den 1. juli i år er beskyttet, hvis du har købt et sammensat rejsearrangement, og rejseudbyderen går konkurs.

Hidtil har Rejsegarantifonden, som hjælper forbrugerne, hvis rejseudbyderen går konkurs, kun dækket køb af pakkerejser og flybilletter.

Den digitale udvikling har givet rejselystne danskere bedre muligheder for selv at sammensætte deres rejse, og mange danskere køber netop deres rejse på nettet. De nye regler sikrer, at forbrugere, der har købt et sammensat rejsearrangement, fremover er beskyttet, hvis rejseudbyderen går konkurs,

siger souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

Et sammensat rejsearrangement består af mindst to forskellige typer rejseydelser, fx fly og hotel, som indgår i den samme rejse eller ferie.

Det kan fx være et sammensat rejsearrangement, hvis du efter at have købt den første rejseydelse, fx et hotelværelse, på rejsebureauets hjemmeside bliver præsenteret for en række tilbud på en eller flere yderligere rejseydelser, fx billeje, som rejsebureauet formidler for en anden rejseudbyder. Det kan fx være via et pop op-vindue, som dukker op, efter du har betalt for den første rejseydelse. Du betaler for de to rejseydelser hver for sig.

Der er ikke et sammensat rejsearrangement, hvis du køber to rejseydelser uafhængigt af hinanden, og den første rejseudbyder ikke har formidlet kontakt til den anden rejseudbyder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen råder forbrugerne til at være opmærksomme på, at hver enkelt udbyder er ansvarlig for at levere sin del af rejsen. Det er kun den rejseudbyder, som har formidlet det sammensatte rejsearrangement, der skal stille en garanti, som beskytter dig, hvis rejseudbyderen går konkurs.

Er din rejse et sammensat rejsearrangement, fx med bus og overnatning på et hotel, er hotellet kun ansvarlig for, at du får et hotelværelse. Hotellet er ikke ansvarlig for, at du når frem med bussen,

siger Susanne Aamann og fortsætter:

Forbrugerne skal desuden være opmærksomme på, at en sammensat rejse ikke er det samme som en pakkerejse, og at de derfor ikke er dækket af de særlige regler for pakkerejser, som beskytter dem i tilfælde af, at rejsen har mangler.

De nye regler betyder også, at flere typer af rejseydelser, fx billeje, fremover vil indgå i en pakkerejse.

På Rejsegarantifondens hjemmeside kan forbrugerne få svar på, hvad de gør, hvis rejseudbyderen går konkurs.

Læs mere om de nye regler her og her.

Rejseudbyderen går konkurs – hvad har du ret til?

Går en rejseudbyder eller et flyselskab konkurs, kan Rejsegarantifonden hjælpe dig med hjemrejse, økonomisk godtgørelse mv.

Rejsegarantifonden dækker som hovedregel:

  • pakkerejser, der er købt af dansketablerede rejseudbydere eller formidlere for udenlandske rejsearrangører. Når du køber en pakkerejse, er rejseudbyderen ansvarlig for, at alle dele i pakken bliver leveret.
  • sammensatte rejsearrangementer, hvor du har købt mindst to forskellige typer rejseydelser, som indgår i den samme rejse eller ferie, uden at det udgør en pakkerejse. Et sammensat rejsearrangement kan fx være, hvis du vælger og betaler for fx fly og hotel hver for sig, men køber dem samme sted. Ved et sammensat rejsearrangement er hver enkelt leverandør ansvarlig for at levere sin del af rejsen. Du skal være opmærksom på, at Rejsegarantifonden ikke nødvendigvis dækker hele det sammensatte rejsearrangement.
  • Desuden kan fonden sørge for hjemrejse, hvis du alene har købt en flyrejse, og hvis flyselskabet går konkurs. Det er en forudsætning, at du har en hjemrejsebillet til en dansk lufthavn.

Det er desuden en forudsætning, at rejseudbyderen er registreret i Rejsegarantifonden. På Rejsegarantifondens hjemmeside kan du se, hvilke udbydere der er registreret.

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

For yderligere information:

Kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 41 71 50 98