Øvrige nyheder

Hjemmevirksomheder bindes til langvarige el-aftaler

Ankenævnet på Energiområdet får jævnligt henvendelser fra hjemmevirksomheder, som klager over, at de er blevet bundet til en langvarig erhvervsaftale på el, som de ikke kan opsige. Klagerne har virksomhedsadresse på deres private bopæl, og aftalen bliver indgået over telefonen.

Denne pressemeddelelse er udsendt den 7. juni 2018.


Ankenævnet på Energiområdet må i øjeblikket afvise mange klager over telefonsalg af erhvervsaftaler på el.

Klagerne er mindre erhvervsdrivende, som over telefonen har takket ja til et tilbud fra elselskabet om levering af el til deres private bopæl, som også er deres virksomhedsadresse.

Først bagefter bliver de klar over, at de har indgået elaftalen som erhvervsdrivende og ikke som forbrugere, og at det er svært at komme ud af den igen.

Der er forskel på dine rettigheder afhængigt af, om du indgår en aftale som forbruger eller som erhvervsdrivende. Som forbruger er du dækket af de forbrugerbeskyttende regler, der eksempelvis giver dig 14 dage til at fortryde et køb, der er indgået via telefon eller nettet,

siger souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann og tilføjer:

Modsat forbrugeraftaler kan erhvervsaftaler være meget svære at komme ud af igen. Bindingsperioden kan være flere år, og det kan koste flere tusinde kroner i gebyr at opsige aftalen, inden den udløber.

De erhvervsdrivende, der kontakter Ankenævnet på Energiområdet, er for eksempel dagplejemødre, vognmænd, revisorer og ejendomsmæglere.

Ankenævnet afviser sagerne, fordi nævnet kun har kompetence til at behandle klager over indgåelsen af forbrugeraftaler.

Da der er tale om en erhvervsaftale mellem to virksomheder, er de erhvervsdrivende ikke beskyttet af forbrugeraftaleloven. Den giver dem blandt andet 14 dages fortrydelsesret, når aftalen er indgået over telefonen eller nettet.

De er heller ikke omfattet af forbrugeraftalelovens regler for bindingsperioder, som siger, at elselskabet maksimalt må binde en forbruger til en aftale i seks måneder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet, fx om regler for aftaler og abonnementer. Souschef Susanne Aamann siger:

Det vigtigste råd er, at man aldrig takker ja til noget uden at kende de præcise betingelser for aftalen. Få alting på skrift, før du accepterer tilbuddet, og husk på, at en mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftlig. Du kan derfor hurtigt blive bundet til noget, som er svært at opsige igen.

For yderligere information:

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.