Øvrige nyheder

Guide: Vær opmærksom på byttereglerne – de er forskellige

Årets julegaver er givet. Nogle ramte plet. Andre ikke - og så er det en god idé at kende til byttereglerne, for de afhænger af, hvor gaven er købt. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen giver et indblik i reglerne før årets bytteræs.

Denne pressemeddelelse er udsendt den 26. december 2018.


Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet. I denne guide har vi samlet information om, hvad forbrugerne skal være opmærksomme på, når de bytter julegaver.

Trøjen kan være i en forkert farve. Skoene kan være for store. Og du har måske allerede læst bogen. Det er ikke altid, at julegaven rammer plet, og så er det en god idé at kende til byttereglerne, for de afhænger af, hvor gaven er købt.

Forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, siger:

Det er en god idé at være opmærksom på byttereglerne, for du har ikke nødvendigvis ret til at bytte julegaven. Når du handler på nettet, har du 14 dages fortrydelsesret. Når du handler i fysiske butikker, kan butikken selv vælge, om gaven skal kunne byttes eller returneres og under hvilke vilkår, fx om du kan få pengene for gaven udbetalt, eller om du kan få et tilgodebevis.

Guide: Bytteregler - når julegaven er købt i en butik:

  • Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
  • Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
  • Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
  • En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
  • En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
  • Du skal overholde den aftalte frist for, hvornår gaven senest kan byttes

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Guide: Bytteregler - når julegaven er købt på nettet:

  • Er julegaven købt på nettet, er fortrydelsesfristen 14 dage, fra gaven er modtaget med posten, medmindre der er aftalt en længere frist
  • Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil bruge din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen
  • Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
  • Du har selv ansvaret for gaven, mens du har den og under forsendelsen tilbage til netbutikken
  • Du må kun prøve gaven, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Er gaven brugt ud over det, skal du selv betale, hvis gaven er forringet i værdi

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Regler for gavekort:

  • Du kan som udgangspunkt få pengene for gavekortet udbetalt, hvis det er elektronisk. Et elektronisk gavekort er fx et plastickort med magnetstribe. Vær dog opmærksom på, at butikken under visse betingelser kan opkræve et gebyr for at udbetale pengene
  • Er gavekortet ikke elektronisk, kan du som udgangspunkt ikke forlange at få pengene retur

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.