E-handel: Regler for fragt og levering

Når du handler på nettet i Danmark og EU, vil fragtprisen i langt de fleste tilfælde være lagt oven i varens pris. I nogle tilfælde er den medregnet i varens pris.

Som oftest indgår du en aftale med netbutikken om levering. Det vil i så fald være netbutikkens ansvar, hvis varen forsvinder eller bliver beskadiget under transporten.

Husk at undersøge butikkens leveringsmuligheder og -betingelser. Måske tilbyder butikken flere forskellige løsninger, og du kan vælge ud fra, hvad der bedst passer dine behov. Fx om pakken kan spores, eller om den kan leveres på dit arbejde eller i en pakkeshop.

Hvis du selv finder et fragtfirma

Hvis du selv indgår en aftale med et fragtfirma, som ikke er et, netbutikken tilbyder, er du selv ansvarlig for fragten. Ansvaret for varen overgår til dig, når fragtfirmaet modtager varen. Sker der skade under transporten, er det fragtfirmaet, du skal klage til, og ikke netbutikken.

Hvornår har du ansvaret for varen?

I følgende tilfælde har du ansvaret for varen:

  • Når du får varen leveret og har den i fysisk besiddelse.
  • Under returnering, hvis du fortryder købet. Hvis der skulle ske en skade på varen under transporten retur til netbutikken, er det dig, der har ansvaret.
  • Hvis du selv har bestilt levering af varen med et fragtfirma, der ikke har en aftale med den netbutik, du handler med, overtager du ansvaret, når varen er overleveret til transportfirmaet.

Forsinket levering

Når du bestiller levering i netbutikken, skal netbutikken levere din vare eller ydelse senest 30 dage efter bestillingen, medmindre I har aftalt noget andet. Det gælder både for handel på nettet og i en fysisk butik.

Bliver varen ikke leveret som aftalt, kan du sende netbutikken et såkaldt påkrav, altså en rykkerskrivelse, hvor du fastsætter en ny, rimelig leveringsfrist. Bliver varen ikke leveret inden for den nye frist, kan du hæve købet.

Hvis det har været klart for butikken allerede under købet, at leveringstidspunktet er vigtigt for dig, kan du hæve købet, så snart der er tale om forsinkelse. Fx hvis varen skal bruges ved en bestemt lejlighed. Gør derfor netbutikken tydelig opmærksom på det, hvis du skal bruge en vare på et bestemt tidspunkt.

Nægter netbutikken at levere varen?

Hvis netbutikken nægter at levere varen, kan du hæve købet, selvom leveringsfristen ikke er overskredet, og der altså ikke er tale om forsinkelse. Sørg for at kunne dokumentere, at netbutikken nægter at levere varen.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt sælgeren nægter at levere, eller om der er tale om forsinkelse, så send et rykkerbrev, når leveringsfristen er udløbet.

Er varen blevet væk under fragten?

Netbutikken har som udgangspunkt ansvaret, hvis varen bliver væk under fragten. Varen er først dit ansvar, når den er leveret til dig.

Det er ikke nok, at varen for eksempel står foran din hoveddør, medmindre du har aftalt med netbutikken eller fragtselskabet, at det er der, de sætter den.

Der er enkelte tilfælde, hvor netbutikken ikke har ansvaret for varen under fragten. Det gælder for eksempel, hvis du har indgået en aftale med et fragtfirma, som netbutikken ikke tilbyder på sin hjemmeside.

Sidst opdateret 03.08.2018

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter