Skip navigation

Platformes dataindsamling bekymrer danskerne

23. november 2020

De digitale platforme indsamler store mængder data om deres brugere. Dataindsamlingen medfører fordele for forbrugerne, men skaber også udfordringer for konkurrencen og vækker bekymring hos mange danskere. Det fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens artikel ”Digitale platformes indsamling af brugerdata”. Artiklen bygger blandt andet på analyser af platforme som Google, Amazon og Apple App Store, og den er godkendt af Konkurrencerådet.

Få klik og forbrugeren har fået en god idé om, hvor han eller hun med fordel kan købe en bog, en cykel, en app eller en sommerferie. De digitale platforme som for eksempel søgemaskiner, onlinemarkedspladser og sammenligningssider er populære blandt danskerne. Otte ud af ti har brugt dem til at købe varer og services online.

”Med platformene følger en række fordele for forbrugerne, som vi bør værne om. Omvendt er der også udfordringer, fordi platformene ofte indsamler store mængder data om deres brugere, hvilket risikerer at skade såvel forbrugerne som konkurrencen,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jacob Schaumburg-Müller.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har som uafhængig konkurrencemyndighed udgivet artiklen ”Digitale platformes indsamling af brugerdata”. Artiklen er blandt andet baseret på undersøgelser udarbejdet for styrelsen af konsulenthusene PwC og Incentive.

”Vi kan se, at danskerne virkelig har taget de digitale platforme til sig. Platformene gør det nemmere at sammenligne produkter og priser og giver typisk langt flere valgmuligheder, end hvis der kun handles lokalt,” siger Jacob Schaumburg-Müller.

Alligevel er hovedparten af danskerne bekymrede for, hvordan platformene indsamler og bruger deres persondata. Tre ud af fire svarer i en rundspørge, at de enten er lidt eller meget bekymrede. Samtidig har næsten halvdelen fravalgt at handle på en platform, fordi de er bekymrede over brugen af deres persondata.

”Selvom platformene er populære og meget brugte, kan vi spore en bekymring hos danskerne over, hvordan platformene bruger deres persondata. I nogle tilfælde afholder bekymringen helt brugerne fra at handle på platformen,” siger Jacob Schaumburg-Müller.

Artiklen kortlægger blandt andet fem af de allerstørste digitale platformes indsamling og brug af data. De fem er Amazon.de, LinkedIn, Apple App Store, Google Search samt Facebook.com.

Kortlægningen viser en særdeles omfattende dataindsamling. Platformene indsamler både data, når brugerne benytter selve platformen, men ofte også når de benytter andre hjemmesider eller apps. På den vis får platformene i mange tilfælde for eksempel adgang til detaljerede oplysninger om brugernes udseende (via billeder), brugernes tanker (via søgninger), brugernes helbred (via bevægelsesmønstre), brugernes præferencer (via likes/kommentarer), brugernes netværk (via kalenderoplysninger) og brugernes købemønstre (via cookies og loginoplysninger).

”De enorme mængder brugerdata, som platformene indsamler, kan give dem en fordel i forhold til konkurrerende virksomheder, som ikke har adgang til samme viden. Blandt andet kan platformene bruge de store mængder data til at udvikle nye, konkurrerende produkter eller til at målrette markedsføring bedre end deres konkurrenter,” siger Jacob Schaumburg-Müller.

Hvilke data en platform indsamler, vil typisk fremgå af platformens brugerbetingelser, som kan være ganske omfattende. Ifølge en undersøgelse, som EU Kommissionen udførte i 2016, vælger mere end 90 procent af forbrugerne end ikke at åbne betingelserne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere kortlagt de digitale platformes tilstedeværelse i Danmark. I 2018 var der mindst 200 forskellige platforme, der formidlede køb, salg og udlejning i Danmark.

Gode råd - det skal du være opmærksom på

Hvis du gerne vil bestemme over dine egne data, så er her nogle gode råd til, hvad du kan være særlig opmærksom på, når du færdes på nettet.

  • Undersøg platformens vilkår for indsamling af data, før du opretter en profil
  • Vurdér, om du vil takke ja til cookies, når du besøger en platforms hjemmeside. Det skal være lige så let at takke nej til cookies, som det er at takke ja. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være funktioner på platformen, som du ikke kan bruge, hvis du blokerer for cookies
  • Tjek, hvordan du blokerer for cookies i de forskellige browsere. Hos Erhvervsstyrelsen kan du læse mere om, hvordan du sletter eller blokerer cookies
  • Tjek, hvilke apps på din mobil/tablet der har tilladelse til at registrere din placering. Det kan du typisk se under ”indstillinger”.
  • Vær opmærksom på, at en app ikke på samme måde som en browser skelner mellem, om den får oplysningerne direkte fra dig eller fra en tredjepart. Når du downloader en app, så undersøg, om du giver udvikleren tilladelse til at dele data, fx lokationsdata eller billeder med tredjeparter
  • Overvej, om du vil logge ind via din profil på et socialt medie, når du handler på en anden hjemmeside. Hvis du logger ind via din profil, giver det den digitale platform mulighed for at spore din adfærd på hjemmesiden, hvor du handler
  • Tjek, om du er logget ind via et Google- eller Apple-login, når du surfer på nettet. Hvis du er logget ind, så afgiver du data om din færden til Google eller Apple
  • Overvej om det er det værd, hvis du kun kan få adgang til en app eller andre funktioner ved at ”betale” med dine data.
  • Vær opmærksom på, at databeskyttelsesforordningen giver dig en række rettigheder, fx retten til at få indsigt i de oplysninger, der behandles om dig selv, til at få rettet urigtige oplysninger om dig og retten til i en række tilfælde at få slettet dine personoplysninger. Læs mere hos Datatilsynet

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

For yderligere information:

Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

Læs mere:

Læs artiklen ”Digitale platformes indsamling af brugerdata” fra Konkurrencerådet.

På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står bag, kan du læse mere om digitale platformes indsamling af brugernes data. 

Læs PwC’s analyse ”Kortlægning af digitale platformes indsamling af data fra forbrugere” som er udarbejdet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 

Læs Incentives analyse ”Danskernes brug af digitale platforme”, som er udarbejdet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen  

Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens artikel fra 2019 ”Digitale platforme – en introduktion”

En række af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens publikationsartikler er indtalt som podcasts, så du kan vælge at lytte til artiklen "Digitale platformes indsamling af brugerdata"

Kunne du bruge siden?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få gode råd og ny viden inden for forbrugerområdet