Skip navigation

Mad ud af huset kostede mere end restaurant-prisen

16. december 2019

Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme har afgjort, at en forbruger ikke havde krav på at få tilbagebetalt 455 kroner af prisen på mad, som hun havde bestilt ud af huset. Forbrugeren havde ikke lavet en klar aftale med restauranten om prisen og mente, at maden skulle koste det samme som, hvis hun spiste på restauranten. Lav klare aftaler, hvis du skal bestille mad ud af huset til jul eller nytår, lyder rådet til forbrugerne.

Skal kransekagen og resten af årets nytårsmiddag eller julemenuen med and og brunede kartofler leveres udefra? Så lav en klar aftale med restauranten om prisen, når du bestiller maden.

Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme har afgjort, at en forbruger ikke havde krav på at få 455 kroner i godtgørelse fra en restaurant. Forbrugeren havde bestilt brunch ud af huset til 10 personer.

Ved bestillingen af maden var der ikke aftalt en pris. Da forbrugeren skulle betale, opkrævede restauranten 175 kroner per kuvert. Forbrugeren mente, at hun alene skulle betale 140 kroner per kuvert, som var prisen, hvis brunchen blev spist på restauranten.

”Hvis du ikke har aftalt en pris med restauranten ved bestillingen, skal du som udgangspunkt betale det, restauranten opkræver, hvis prisen ellers er rimelig. Vær opmærksom på, at prisen godt kan variere alt efter, om du får maden bragt ud, eller om du spiser på restauranten,” siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

I sagen fra Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme oplyste restauranten ved bestillingen ikke, hvad en brunch uden drikkevarer kostede. Forbrugeren spurgte heller ikke til prisen.

Forbrugeren protesterede ved afhentningen af maden over, at hun skulle betale 175 kroner per kuvert. Hun henviste til skilte i restauranten, hvor det fremgik, at prisen for brunch uden drikkevarer var 140 kr., hvis man spiste i restauranten.

Restauranten forklarede, at der blev indkaldt ekstra personale ved bestillinger ud af huset, og at der blev givet ekstra brød og smør med ud af huset.

Sagen endte i Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, som vurderede, at prisen på 175 kroner per kuvert ikke var urimelig. Det ændrede ikke noget, at prisen ud af huset ikke var den samme, som hvis man spiste i restauranten.    

”Hvis du planlægger at få leveret julemaden eller nytårsmiddagen udefra, så spørg ind til prisen, når du bestiller maden. Og få gerne prisen på skrift, fx på mail. Så undgår du overraskelser, når regningen skal betales,” siger Susanne Aamann.

Pressekontakt:

Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

Kunne du bruge siden?


 brev1Få ny viden om forbrugerområdet
 - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Facebook Gør som mere end 16.000 danskere
 - følg os på Facebook

Twitter
 Få aktuelle tips, råd og nyheder
 - deltag i debatten på Twitter

hammerSe afgørelser fra Forbrugerklagenævnet