Begravelser

Her kan du finde gode råd om de mange praktiske forhold, der skal tages stilling til i forbindelse med et dødsfald og den efterfølgende begravelse.

Mange af de praktiske opgaver kan udføres af dig selv eller i samarbejde med en bedemand.

Dødsattest og dødsanmeldelse

Dødsattesten er beviset på, at en person er død og skrives altid af en læge, som også anmelder dødsfaldet til Sundhedsstyrelsen. Du skal bruge dødsattensten, når du selv eller bedemanden anmelder dødsfaldet. Via dødsanmeldelsen anmoder du om begravelse eller ligbrænding. Den skal senest to hverdage efter dødsfaldet sendes til det sogn, som afdøde boede i.

Anmeldelsen kan udfyldes digitalt på borger.dk. Når anmeldelsen er godkendt, modtager du en godkendelsesattest.

Gennem dødsanmeldelsen får relevante myndigheder automatisk besked om dødsfaldet. Vær opmærksom på at afdødes bankkonti, herunder også fælleskonti, bliver spærret. Det er derfor ikke muligt at hæve penge fra dem før efter første møde i skifteretten. Er du ægtefælle, skal du derfor sørge for, at din løn, pension eller andre indtægter ikke sættes ind på en spærret konto.

Hvis dødsfaldet er sket i udlandet, er det de lokale myndigheder i det pågældende land, der udfylder dødsattesten. Læs mere om dødsfald i udlandet på borger.dk.

Valg af bedemand

Du kan som pårørende vælge selv at stå for alle de praktiske forhold omkring en begravelse, eller du kan aftale med en bedemand, hvilke ting han skal tage sig af. Jo mere du selv tager dig af, jo billigere bliver begravelsen. Der findes mange forskellige bedemandsforretninger på markedet, og priser, service og kvalitet kan variere meget afhængig af, hvilken bedemand du vælger.

Bedemanden tilbyder som oftest en række kerneydelser og afhængig af dine behov, kan du købe en række tillægsydelser.

Læs mere om valg af bedemand

Valg omkring begravelsen

Selve begravelsen skal ske senest otte dage efter dødsfaldet. Det er i de fleste tilfælde afdødes pårørende, der står for at planlægge begravelsen, og som kan bestemme, hvordan begravelsen skal være, og hvordan en eventuel mindehøjtidelighed skal foregå.

Læs mere om valg omkring begravelsen.

Hvad koster en begravelse?

Der er mange forskellige udgifter i forbindelse med en begravelse – nogle hører under det offentlige såsom gravsted, opbevaring i kapel osv., mens andre kommer fra forskellige leverandører fx gravsten, blomster, annonce i avisen osv. Afhængig af, hvilke ydelser du får bedemanden til at stå for, vil en del eller alle af udgifterne være indberegnet i bedemandens honorar.

Læs mere om udgifter og tilskud til begravelse.

Skifteretten

Skifteretten vil ca. 4 uger efter dødsfaldet kontakte den person, som står anført i dødsanmeldelsen. Det er skifterettens opgave at opgøre dødsboet.

I de fleste tilfælde vil boet blive behandlet med hjælp fra arvingerne. Men i nogle tilfælde vil en bobestyrer behandle dødsboet. Det sker i tilfælde af: 

  • hvis afdøde har ønsket det i sit testamente
  • hvis arvingerne ikke er enige om fordelingen af boet
  • hvis boet boet er involvent – altså uden værdier

Læs mere om skifteretten og valg af bobestyrer.

Læs om skifteretten på domstol.dk

 


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter