Prøvepakker kan give problemer

Se dig for, når du bestiller en gratis prøvepakke. Den kan dække over et skjult abonnement. Prøvepakker, du ikke har bestilt, skal du ikke ignorere

Her kan du få råd om, hvordan du tjekker et tilbud, så du ikke binder dig til andet end en gratis prøvepakke på for eksempel slankepiller eller helsekost.

Det skal tydeligt fremgå, hvis det er noget, der koster penge. Læs også, hvad du gør – og især hvad du ikke må gøre – hvis der uventet dumper en prøvepakke ned i din postkasse, eller hvis du modtager en regning for noget, du ikke har bestilt.

Før du bestiller en prøvepakke

Selvom der måske står i reklamen, at prøvepakken er gratis, er det ikke altid tilfældet. Ofte skal du betale forsendelse, eller du binder dig til at købe mere end bare prøvepakken.

Er du fristet af at sige ja tak til at modtage en gratis prøvepakke med fx slankepiller eller helsekost, så gå tilbuddet grundigt efter i sømmene, før du bestiller. Tjek, om du binder dig til andet. Det hænder, du skal betale for forsendelsen, eller du binder dig til at købe mere end bare en prøvepakke. Finder du tilbuddet på nettet, så print siden ud eller tag et screen dump, så du har det til senere dokumentation.

Hvis firmaet vil opkræve penge for fx forsendelse, skal du ofte afgive dine betalingskortoplysninger. Du skal altid se dig ekstra grundigt for, før du giver dem. Tjek alt det med småt, og betal først, når du er tryg ved, at du kun betaler for det, du gerne vil betale for.

Risikoen er, at du kommer til at betale for mere, end du umiddelbart tror. Tjek, om der står, at du senere vil modtage flere pakker, eller om du har tegnet et abonnement. Tjek også, om der måske allerede er sat ”hak” i et felt, hvor du siger ja til at modtage mere end prøvepakken.

Du skal altid have tydelig oplysning om, at du bestiller et abonnement, og du skal acceptere bestillingen.

Se hvordan du skal oplyses om din bestilling

Når du modtager din prøvepakke, så læs brevet, der ofte følger med. Står der, at du vil modtage mere senere, skal du straks protestere til sælgeren. Det samme gælder, hvis du modtager andet end prøvepakken.

Uventede prøvepakker

Ligger der en prøvepakke i din postkasse, som du ikke har bestilt, er der en række ting, du skal gøre – og en række ting du ikke skal gøre.

Kontakt altid sælgeren og sig, at du ikke har bestilt prøvepakken eller det abonnement, der eventuelt følger med. Gør det på skrift. Det er sælgeren, som skal bevise, at du har bestilt prøvepakken, og at I har indgået en aftale. Fastholder sælgeren, at I har indgået en aftale, så bed om dokumentation for det. Sælgeren har ansvaret for at hente prøvepakken hos dig, hvis han ønsker den retur.

Det skal du gøre:

  • Læs følgebrevet grundigt igennem. Tjek om der følger et abonnement med prøvepakken, og om der står, at du vil modtage yderligere forsendelser. 

  • Påstår følgebrevet, at du selv har bestilt prøvepakken, og er du uenig, så tag skriftligt kontakt til sælgeren, og gør opmærksom på, at der er sket en fejl. Skriv hvilken prøvepakke, du har modtaget, at du ikke har bestilt den, og at sælgeren kan afhente prøvepakken på din bopæl inden for en periode på tre måneder. Skriv også det medlems- eller fakturanummer, der står i følgebrevet, samt at du ønsker at blive slettet fra den erhvervsdrivendes kundekartotek. Bed om at få en bekræftelse på, at du er blevet slettet.

  • Gem mailen/brevet til sælgeren, da det kan bruges som dokumentation, hvis der senere skulle opstå problemer.

  • Hvis du har indgået en gyldig aftale med firmaet, men fortryder den, har du 14 dages fortrydelsesret, når abonnementet er indgået over nettet. Meddel firmaet, at du ønsker at benytte dig af din fortrydelsesret.

Det skal du ikke gøre

  • Du skal ikke forholde dig passivt. Der kan følge et abonnement med prøvepakken.

  • Du skal ikke smide pakken væk eller sende den retur til den erhvervsdrivende uden at meddele sælgeren, at du ikke ønsker at modtage den. Du kan risikere at modtage flere pakker senere, fordi du ikke har opsagt aftalen.

  • Du skal ikke sende pakken retur uden at få dokumentation for, at den er sendt, fx via anbefalet post eller en indleveringsattest.

  • Du skal ikke betale for pakken. Ved at betale signalerer du, at I har indgået en aftale, og du risikerer, at der kommer flere prøvepakker med posten.

Rykkere, inkasso og RKI

Hvis du nægter at betale for prøvepakker og andre pakker, du får tilsendt, risikerer du at firmaet sender rykkerbreve eller truer med inkasso. Det er vigtigt, at du reagerer på henvendelserne, også selvom du ikke vil betale.

Du kan risikere, at firmaet sender rykkere til dig, eller at du bliver sendt til inkasso. Hold fast i, at du ikke vil betale, hvis du ikke har indgået en aftale med firmaet. Inkassofirmaet må ikke fortsætte opkrævningen, hvis du meddeler, at du ikke mener, at der er indgået en aftale. Du kan heller ikke blive registreret hos et kreditoplysningsbureaet, fx RKI, hvis du meddeler kreditoplysningsbureauet, at du ikke er enig i, at du skylder penge.

Husk at tage kopier af dine breve og at printe mails ud, så du kan dokumentere, at du har reageret. Nægter du fortsat at betale, må firmaet gå videre med sagen til retten. Indbringer du sagen for fx Center for Klageløsning eller et klagenævn, kan sagen ikke indbringes for retten, før der foreligger en afgørelse.

Læs mere om inkasso

Klager over prøvepakker:

Er der tale om en dansk sælger, kan du klage til Center for Klageløsning.

Er der tale om en sælger fra et andet EU-land eller Norge og Island, kan du henvende dig til Forbruger Europa.

Kunne du bruge siden?

ARTIKLER:

ANDRE EMNER:


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter