Skip navigation

Leje af feriehus

Skal du tilbringe ferien i et sommerhus, du har lejet? Så er der nogle ting, som det er vigtigt, at du har styr på, før du skriver under på lejekontrakten.

Når du har fundet det hus, du gerne vil leje, skal du tjekke, om huset lever op til dine konkrete behov. Skal det fx være i ét plan og uden trapper, skal det være røgfrit, og må man have sin hund med. Du skal også tjekke, om rengøring er inkluderet i prisen, og om du selv skal have sengetøj og håndklæder med.

Lejeaftale

Hvis du lejer huset igennem et bureau, så tjek på hjemmesiden, hvilke aftalevilkår du skriver under på.

De fleste steder skal man betale en del af lejen, når man bestiller feriehuset. Resten skal som regel betales i god tid i forvejen, før ferieopholdet begynder.

Efter ferieopholdet skal du betale for dit forbrug af el, vand, brænde m.m., hvis det ikke er inkluderet i prisen.

Du bør tjekke, om dine forsikringer dækker eventuelle skader på huset. Hvis ikke, kan du som regel tegne en ekstra forsikring hos bureauet, du lejer huset af. Her kan du også tegne en afbestillingsforsikring. Dermed kan feriehuset afbestilles mod en erstatning til udlejeren. Størrelsen på erstatningen vil afhænge af, hvor sent du afbestiller huset.

Tjek huset ved ankomsten

Du skal straks tjekke, om alt er, som det skal være, når du ankommer til feriehuset. Hvis der er noget galt, skal du klage med det samme, så udlejeren har mulighed for at rette op på manglerne. Det kan fx være mangelfuld rengøring eller defekt indbo eller hårde hvidevarer.

Hvis huset ikke lever op til dine forventninger, skal du også klage hurtigst muligt.
Hvis ikke udlejeren umiddelbart kan eller vil gøre noget for at afhjælpe de mangler, du klager over, bør du klage skriftligt. 

Fejl ved feriehuset - udlejer har ret til at udbedre fejl

Har du lejet et feriehus, men er du utilfreds med fx rengøringen, eller er der nogle ting, der er gået i stykker? Så skal du klage til udlejeren med det samme. Bureauet, der udlejer feriehuset, skal have mulighed for at rette op på fejlene.

Ofte vil bureauet, som du har lejet feriehuset igennem, hurtigt kunne rette op på det, du klager over. Drejer det sig om mangelfuld rengøring, vil det som regel kunne klares hurtigt. Er det derimod større ting af mere teknisk karakter, må du ofte vente, til det bliver hverdag, så en håndværker kan tilkaldes. 

Hvis det ikke er muligt at udbedre manglerne inden for rimelig tid, kan udlejeren tilbyde dig at flytte til et andet hus i samme standard som det, du havde lejet. Er der tale om mindre mangler ved det udlejede hus, kan det ofte løses med et afslag i prisen.

Vær varsom med selv at handle

Er der mangler ved feriehuset, så pas på med selv at leje et andet hus. Du kan komme til at betale to gange leje, hvis det senere viser sig, at du ikke var berettiget til at opsige det første lejemål.

Du skal også passe på med at opsige lejeaftalen, hvis det ikke er klart aftalt med bureauet. Husk som minimum at sikre dig dokumentation for, at du forgæves har forsøgt at kontakte en repræsentant for bureauet. Husk også at sikre dig dokumentation for de mangler, du mener, berettiger dig til at ophæve aftalen.

Det er en god idé at sikre dig skriftlig dokumentation, fx en mail, så du senere kan bevise, at du har klaget.

Kan du ikke dokumentere, at du har forsøgt at tilkalde en repræsentant for udlejeren, og ophæver du uberettiget aftalen, skal du betale fuld eller delvis leje af huset, selvom du ikke opholder dig i det.

Klage over feriehuset:

Vil du klage over feriehuset, er det vigtigt at vide, om du har lejet det igennem et bureau eller af en privatperson. Det har betydning for dine klagemuligheder.

Overvej, om du vil leje af en privatperson eller et bureau. Det kan have betydning for dine klagemuligheder.

Hvis du har lejet huset af en privatperson, kan det være svært at klage. Udlejer kan evt. tilbyde et afslag i prisen som kompensation for fejl eller mangler. I værste fald kan lejeaftalen ophæves. Men kan I ikke blive enige, er du nødt til at henvende dig til en advokat.

Hvis du lejer gennem et udlejningsbureau

Lejer du huset igennem et udlejningsbureau, kan der være flere muligheder for at gøre noget, hvis du er utilfreds. Ofte vil et bureau have et system, så det hurtigt kan sende rengøringsfolk eller håndværkere ud for at reparere ting, der måske er gået i stykker.

Hvis du ikke kan blive enig med bureauet, vil du kunne klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning.

Ankenævnet kan behandle klager over leje af feriehuse i Danmark gennem bureauer eller huse lejet i udlandet gennem danske bureauer. I visse tilfælde kan klager over leje af feriehuse i Danmark gennem portaler også behandles.


Ankenævnet for Feriehusudlejning
Amagertorv 9, 2
1160 København K
Tlf. 20 36 22 44
Mail: info@ankenaevnferiehus.dk
Ankenævnets hjemmeside

Sidst opdateret 18.10.2019

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter