Skip navigation

Forbrugslån

Du har mulighed for at fortryde dit forbrugslån. Se, hvad du skal gøre, hvis du vil bruge din fortrydelsesret, og læs om, hvilke oplysninger du skal have om lånet.

Oplysninger om forbrugslånet

Du har krav på at få en række oplysninger fra låneudbyderen, før du indgår en kreditaftale.

Oplysningerne skal give dig mulighed for at sammenligne lånet med lånetilbud hos andre udbydere, så du kan overveje, hvad der bedst kan betale sig for dig.

Inden du tager et forbrugslån, skal låneudbyderen blandt andet oplyse dig om:

  • Det samlede kreditbeløb
  • Debitorrenten
  • Lånets løbetid
  • De årlige omkostninger i procent (ÅOP)
  • Det samlede beløb du skal betale tilbage
  • Lånetypen
  • Betingelser for at tilbagebetale lånet
  • Om der er fortrydelsesret
  • Konsekvenser hvis du ikke kan tilbagebetale lånet

Oplysninger i markedsføringen af forbrugslån

Låneudbydere, der markedsfører forbrugslån og viser talstørrelser eller rentesatser i deres reklamer, skal give dig en række standardoplysninger.

Du skal have oplysninger om:

  • Debitorrenten - og om den er fast eller variabel
  • Låneaftalens løbetid
  • De årlige omkostninger i procent (ÅOP)
  • Det samlede beløb, du skal betale tilbage, samt størrelsen på afdragene
  • De samlede kreditomkostninger
  • Det samlede lånebeløb

Oplysningerne i reklamen skal være korrekte, og de skal stå klart, tydeligt og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.

Oplysningerne må ikke være vildledende eller mangelfulde.

Forbrugslån: Du har en fortrydelsesret på 14 dage

Når du tager et forbrugslån, har du en fortrydelsesret på 14 dage. Fristen gælder fra den dag, hvor låneaftalen er indgået, eller den dag, hvor du modtager aftalevilkårene for lånet. 

Vil du fortryde dit lån, skal du inden fristens udløb meddele låneudbyderen det og desuden følge de anvisninger, du har aftalt med låneudbyderen, da du optog lånet.

Det er en god idé at fortryde skriftligt, så du kan bevise, at du har givet låneudbyderen besked. Husk at få dokumentation for, at meddelelsen er afsendt.

Det er nok, at du har sendt meddelelsen, inden fristen udløber.

Du skal senest 30 dage derefter tilbagebetale lånebeløbet til udbyderen samt eventuelle renter for perioden, fra du indgik lånet, til du fortrød det.

Låneudbyderen skal tilbagebetale eventuelle gebyrer, som du betalte ved låneindgåelsen.

Vær opmærksom på ved gratis lån, at låneudbyderen kan opkræve et beløb i forbindelse med, at du fortryder. I sådan et tilfælde skal låneudbyderen have givet dig besked om størrelsen på beløbet, inden I indgik aftalen om lånet. Beløbet skal være rimeligt i forhold til det beløb, du har lånt.

Kan din økonomi klare et forbrugslån?

Hvis du ikke kan betale forbrugslånet tilbage inden for fristen, kan det på længere sigt blive dyrt for dig i afdrag og renter.

Ved nogle lån er fristen for at betale tilbage meget kort, fx 14-30 dage. Kan din økonomi klare det?

Hvad koster forbrugslånet?

Tjek, hvad du samlet skal betale for at låne pengene, og hvad du skal betale hver måned i afdrag.

Forbrugslånet er måske gratis i eksempelvis 30 dage. Men det er en god idé at undersøge, hvad det koster, hvis du ikke kan betale det tilbage hurtigt og derfor må afdrage det over længere tid.

Er et bevilget overtræk eller en kassekredit billigere?

Måske er et bevilget overtræk i en bank eller en kassekredit billigere, hvis du ikke kan betale forbrugslånet tilbage til tiden.

Husk at tjekke, om du skal betale et gebyr hos banken for at oprette et bevilget overtræk, en kassekredit eller et forbrugslån. Tjek også renten. Sammenlign derefter med kreditomkostningerne for forbrugslånet.

Undersøg også, om en afdragsordning i selve butikken vil være billigere.

Hvor vigtigt er forbrugslånet for dig?

Overvej, om det er bedre at spare op. Du skal alligevel spare op til at betale forbrugslånet plus eventuelle renter og gebyrer tilbage.

Gør op med dig selv, hvilke konsekvenser forbrugslånet kan få for din økonomi på længere sigt.

Er det kun godt, at det er nemt at låne pengene?

Mange forbrugslån kan typisk udbetales hurtigt, uden at du stiller sikkerhed for pengene.

Typisk vil lån, hvor du skal stille sikkerhed for pengene, dog være billigere i renter og andre låneomkostninger end lån, hvor der ikke stilles sikkerhed.

Gør op med dig selv, om det er prisen værd at tage et hurtigt lån, som måske så koster ekstra i længden.

Brug af NemID ved optagelse af forbrugslån

Vær opmærksom på, at dit NemID kan bruges, når du fx køber et produkt på afbetaling eller optager et forbrugslån. Du kan som NemID-indehaver efter omstændighederne blive bundet af aftalen, hvis du ved din adfærd har muliggjort eller lettet tredjemands misbrug af dit NemID.

Hvis du for eksempel udviser uforsigtighed ved at udlevere dit NemID og adgangskode til andre, eller hvis du lader nøglekortet ligge frit fremme, kan du komme til at hæfte for en lånoptagelse eller køb af et produkt.

Smider du dit NemID væk, eller har du mistanke om, at det bliver misbrugt, så sørg for at få det spærret hurtigt. Ellers risikerer du selv at hænge på regningen.

Du kan spærre dit NemID på nemid.nu. Orientér også butikken/lånegiveren hurtigst muligt om misbruget.

Kreditadvarsel

Du kan mindske risikoen for, at dit navn bliver misbrugt til at optage forbrugslån eller købe på afbetaling, ved at sætte en kreditadvarsel på dit CPR-nummer.

sikkerdigital.dk, som Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen står bag, kan du læse mere om, hvad en kreditadvarsel er, og hvordan du opretter den.

Klager over forbrugslån

Der er forskellige instanser, du kan klage til, hvis der opstår problemer i forbindelse med, at du har taget et forbrugslån.

Det kan fx være, at låneudbyderen opkræver for høje gebyrer eller opkræver ulovlige tillægsrenter.

Du har følgende klagemuligheder:

  • Det finansielle ankenævn: Hvis selskabet, du låner penge af, er ejet af et pengeinstitut
  • Ankenævnet for Finansieringsselskaber: Hvis selskabet, du låner penge af, ikke er ejet af et pengeinstitut, og hvis det udbyder fritstående lån til forbrugere, fx sms- og kviklån. Ankenævnet behandler også klager over danske filialer af udenlandske finansieringsselskaber
  • Center for Klageløsning: Hvis lånet er knyttet til køb af en bestemt vare eller betaling for en bestemt ydelse, fx en dyrlægeregning

Klage over markedsføring af forbrugslån

Du kan klage til Forbrugerombudsmanden: 

  • hvis en låneudbyder, der bruger tal og rentesatser i sine reklamer, ikke giver dig en række lovpligtige standardoplysninger (fx oplysninger om ÅOP og kreditomkostninger)
  • hvis låneudbyderen vildleder om renten på lånet

Forbrugslån - begreber

Debitorrenten

Debitorrenten er den årlige rente på lånet inklusive renters rente.

Debitorrenten er højere på lån, hvor renterne tilskrives månedligt, end på lån, hvor renterne fx tilskrives hvert kvartal.

Debitorrenten kan enten være fast eller variabel (renten ændres fx hvert kvartal eller hvert halve år).

ÅOP

ÅOP er en forkortelse for årlige omkostninger i procent og dækker over den samlede årlige udgift ved et lån opgjort som en procentdel af lånebeløbet.

Du kan læse mere om ÅOP her

Kreditomkostninger

Kreditomkostningerne er det beløb, du betaler for at låne pengene. Kreditomkostningerne omfatter fx renter og gebyrer til etablering af lånet.

Test din viden om forbrugslån:

Sidst opdateret 21.05.2019

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter