Køb af hundehvalp

Overvejer du at købe en hundehvalp, så er der en række ting, du skal være opmærksom på. Her får du gode råd om købet.

Du bør altid lave en skriftlig købsaftale med sælgeren. Sørg for, at der står alle de vigtigste ting i den, fx om der er et krav fra opdrætterens side, om at hunden skal have et kuld hvalpe, når den bliver voksen, eller at den skal med på et antal udstillinger. Læs vilkårene i aftalen grundigt igennem, inden du skriver under på den.

Få en sundhedsattest 

Hundehvalpen skal ifølge hundeloven være chippet eller øremærket og have en sundhedsattest fra en autoriseret dyrlæge, når du køber den. Så sikrer du dig, at den umiddelbart er rask og sund.

Ofte finder hvalpekøberne deres kommende nye familiemedlem på nettet. Annoncerne er som regel udstyret med søde billeder af sunde og glade hundehvalpe på rene og pæne baggrunde. Men billederne kan være falske.

Derfor vil det være godt, at du insisterer på at komme hjem og se, hvor hvalpen har tilbragt sine første måneder, så du kan se, om den har boet under gode og rene forhold. Du skal også forlange at se moren og om muligt også kuldets far.

Tag aldrig imod en hundehvalp på fx en rasteplads eller parkeringsplads, hvis du ikke forinden har været hjemme og se, hvor den er vokset op.

Og husk, at hundehvalpen ikke må være yngre end otte uger, når den flytter fra sin mor.

Købeloven gælder - husk kvittering

Vær opmærksom på, at køb af kæledyr hører under købeloven. Det vil sige, at du har ret til at klage i to år, hvis du har købt kæledyret af en sælger, der er erhvervsdrivende.

Forbrugerklagenævnet har haft flere sager om hundehvalpe, som har vist sig at være syge kort efter, at de er flyttet hjem til deres nye familie. Det kan være vanskeligt at få pengene tilbage eller at få dækket eventuelle dyrlægeregninger, hvis man ikke kan bevise, hvem man har købt hvalpen af. Husk derfor altid at få en kvittering, når du køber en hundehvalp.

Gode råd

Få flere gode råd om at købe hundehvalp og andre kæledyr hos Fødevarestyrelsen her:

Klar til hund og Klar til kæledyr

Se også, hvad Miljø- og Fødevarestyrelsen, Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Kennelklub i fællesskab anbefaler omkring køb af hvalp her

Sidst opdateret 19.02.2018

Kunne du bruge siden?

ARTIKLER:

ANDRE EMNER:


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter