Dine rettigheder ved udsalg

Har du købt en udsalgsvare, kan du stille samme krav til den som til varer, der ikke er sat ned i pris. Købelovens regler gælder fuldt ud for udsalgsvarer.

Du har altid to års reklamationsret - også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for, at varen er blevet sat ned i pris.

Udsalg – kan du bytte varen?

Mange fysiske butikker, der normalt tilbyder en retur- eller ombytningsret, vil ofte skilte med, at det ikke gælder for udsalgsvarer. Fortryder du købet, må du skille dig af med varen på anden vis.

Udsalg på nettet

Når du handler på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret. Det gælder også for udsalgsvarer.

Der er dog en række varer og ydelser, der generelt er udtaget fra fortrydelsesretten. Det gælder fx flybilletter, billetter til fritids- og kulturtilbud og mad og drikke til husholdningens løbende forbrug.

Selvom du bevarer din fortrydelsesret, når du går på udsalg på nettet, skal du være opmærksom på, at du selv skal betale returforsendelsen, hvis du fortryder købet.

En del netbutikker tilbyder dog som en service at betale returforsendelsen. Tjek, om det også gælder udsalgsvarer.

Gode råd om udsalg:

  • Overvej, om det reelt er et godt tilbud. Undgå at fokusere alene på prisnedsættelsen, men vurdér, om varen er prisen værd
  • Undersøg, om varen kan det, du har brug for og forventer, eller om den allerede er forældet ved købet
  • Husk, at du i fysiske butikker normalt ikke har retur- eller ombytningsret, så du kan ikke aflevere varen igen, hvis du fortryder købet, eller varen ikke passer - medmindre det er aftalt ved købet.
  • Tilbyder den fysiske butik normalt retur- eller ombytningsret, gælder det også udsalgsvarer, medmindre forretningen gør specielt opmærksom på, at det ikke gælder udsalgsvarer.
  • Du har altid to års reklamationsret også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for prisnedsættelsen.

Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter