Personfølsomme oplysninger

Dit personnummer (CPR-nummer) og dine kreditkortoplysninger er private. Se her, hvordan du undgår, at andre får adgang til dem og får mulighed for at misbruge dem.

Personfølsomme oplysninger er private og individuelle. Det er fx dit personnumer (CPR-nummer), dine kreditkortoplysninger, dine lønoplysninger og dine børns CPR-numre.

Hvor findes dine personfølsomme oplysninger?

Der er mange dokumenter, hvor du måske ikke tænker over, at der er personlige oplysninger på. Fx:

  • Opgørelser fra skattevæsnet
  • Papirer fra kommunen/regionen
  • Kontoudskrifter fra banken
  • Papirer fra realkreditselskaber
  • Papirer fra forsikringsselskaber
  • Bonen fra apoteket, hvis du har købt medicin med tilskud
  • Journaler fra tandlæge og læge
  • Forældede pas
  • Lønsedler
  • Udløbne kørekort, dankort, studiekort
  • Udløbne sygesikringsbeviser

Sådan håndterer du dokumenter med personfølsomme oplysninger

  • Opbevar papirer med private oplysninger, så andre ikke kan få adgang til dem
  • Tænk over, hvor og hvornår du oplyser dit CPR-nummer, fx i butikker, på nettet eller over telefonen
  • I tilfælde, hvor du ikke mener, at det er nødvendigt at oplyse hele dit CPR-nummer, fx ved tilmelding via nettet, så skriv xxxx i stedet for de sidste fire cifre
  • Har du dine dokumenter og personfølsomme oplysninger på din computer – så sørg for at kryptere hele harddisken på din computer, så kun du kan komme ind på den.

Pas på dine personfølsomme oplysninger, når du færdes på nettet

  • Giv kun dine konto- og kreditkortoplysninger til virksomheder, som du har tillid til.
  • Vær ekstra varsom med at opgive dit CPR-nummer. Meget få virksomheder har reelt brug for at kunne identificere dig via CPR-nummeret.
  • Tjek bevægelserne på din konto med jævne mellemrum, så du ved præcis, hvad du betaler til.
  • Læs altid betingelserne ved en handel, før du afleverer dine konto- og kreditkortoplysninger.

Har virksomheden krav på dit personnummer?

Du vil kunne støde på, at virksomheden beder om dit personnummer (CPR-nummer). Men har virksomheden altid krav på at få det?

Du skal oplyse dit personnummer:

Virksomheden har krav på at få dit personnummer, når det står i lovgivningen. Eksempelvis skal du oplyse dit personnummer for at kunne deltage i online casino.

Derudover kan virksomheden bede om dit personnummer i situationer, hvor det tjener et relevant og sagligt formål, fx ved et løbende mellemværende mellem jer.

Det kan være, når du tegner et mobil- eller fitnessabonnement, ved lejeforhold, eller hvis du har fået stillet et produkt til rådighed, som du senere skal levere tilbage til virksomheden.

Virksomheden skal klart og tydeligt oplyse dig om, at I kun kan indgå aftalen, hvis du giver dit personnummer.

Du skal ikke oplyse dit personnummer:

Du skal normalt ikke oplyse dit personnummer, når du betaler kontant i en butik for en vare, som du får udleveret eller bragt ud med det samme.

Det samme gælder i situationer, hvor du handler på nettet, og hvor der ikke er tale om et løbende mellemværende mellem jer.

På Forbrugerombudsmandens hjemmeside kan du læse mere om, hvornår virksomheden har krav på dit personnummer.

Persondata - når du handler på nettet

Når du handler på en hjemmeside, giver du en række personlige data fra dig. Disse oplysninger kan butikken gemme i kortere eller længere tid og bruge på forskellig vis.

Mange virksomheder gemmer alene de oplysninger, der er nødvendige for at levere den bestilte ydelse. Andre virksomheder benytter oplysningerne i deres markedsføring, fx ved at sende dig reklamemateriale, eller de sælger dem videre til andre virksomheder, der så kan sende dig markedsføringsmateriale.

Oplysningerne kan selvfølgelig også misbruges, og du skal derfor ikke give flere oplysninger fra dig, end der er nødvendige for at gennemføre den aktuelle handel.

Hvordan virksomhederne skal gemme persondata, og hvordan de må bruge dataene, er reguleret i persondataloven.

Hvordan virksomheden må markedsføre sig over for dig, fx ved at sende dig mails eller breve, og hvordan du kan slippe for det, er reguleret i markedsføringsloven og persondataloven. Både markedsføringsloven og persondataloven giver forbrugerne en god beskyttelse mod uønsket markedsføring og misbrug af personlige data.

Virksomheden bør på deres hjemmeside give dig en række oplysninger om blandt andet, hvilke data de indsamler, og hvordan de bruges. Der bør desuden være oplysninger om den dataansvarliges navn og adresse – både den fysiske og den elektroniske. Disse oplysninger bør du nemt kunne finde på firmaets hjemmeside, fx via et link på forsiden.

Når det gælder cookies, skal netbutikken oplyse, om de anvender cookies, hvad de bruges til, og hvor længe de gemmes.

Hvis en virksomhed registrerer oplysninger om dig, har du en række rettigheder:

  • Ret til at få besked om, at der indsamles oplysninger.
  • Ret til at få indsigt i de oplysninger, der behandles om dig selv.
  • Ret til at gøre indsigelse mod behandling af persondata.
  • Ret til at give samtykke til, at persondata videregives med henblik på markedsføring.
  • Ret til at få rettet eller slettet forkerte eller vildledende oplysninger.
  • Ret til at tilbagekalde et samtykke du tidligere har givet.

Overholder et firma ikke reglerne om persondataoplysninger, kan du klage til Datatilsynet.

Læs mere om sikkerhed på datatilsynets hjemmeside

Hos DKCERT (Danish Computer Emergency Response Team) kan du læse mere om elektroniske spor, spam, virus og anden generel it-sikkerhed.

Besøg DKCERTs hjemmeside

Kunne du bruge siden?


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter