Skip navigation

Fly og strejker

Vi har her samlet gode råd og information om flystrejker, forsinkelser og aflysninger. 

 

Flystrejke: Gode råd – hvad gør du her og nu?

  • Hold dig informeret om netop din afgang
  • Sørg for at møde op i lufthavnen ved check-in i rette tid, med mindre flyselskabet på forhånd har oplyst dig om, at flyafgangen er flyttet til andet tidspunkt eller aflyst.

Alternativ rejse ved aflysning

  • Vent med at søge alternative rejser til du ved, om dit fly er aflyst, hvis du vil have mulighed for at få eventuelle ekstra udgifter dækket.
  • Hør, hvad det strejkende flyselskab tilbyder dig. Det skal tilbyde dig at komme med en anden eller senere flyafgang – eventuelt med et andet flyselskab eller en anden transportform. Du kan også vælge at få pengene retur.
  • Hvis flyselskabet ikke kan tilbyde dig en løsning, og du selv har fundet en alternativ afgang, så bestil den ikke, før du har været i kontakt med flyselskabet. Hvis du ikke kan komme i kontakt med flyselskabet, så kan du ikke være helt sikker på, at få erstattet dine ekstra udgifter. Som udgangspunkt har du dog krav på at få dækket udgifter til en alternativ afgang, også hvis det er en ny billet hos et andet flyselskab.

Vær godt klædt på til eventuel senere klage

  • Gem kvitteringer og anden dokumentation for eventuelle ekstraudgifter
  • Sørg for at have mest mulig dokumentation, herunder dine klager og øvrige henvendelser til flyselskabet på skrift
  • Få styr på din ret til at afbestille hoteller og andet forhåndsbestilt på destinationen. Hvis du skal kræve erstatning herfor, er det dit ansvar, at du har begrænset tabet så meget som muligt.