Gode råd om køb på portaler på nettet

Det er populært at handle på portaler som Amazon, QXL og eBay. Men hvem skal du fx henvende dig til, hvis du ikke modtager varen, eller den ikke virker?

Trendsales, Facebook, eBay, Amazon, QXL, Lauritz og dba.dk er nogle af de portaler, som mange danskere bruger til at handle på. Men der gælder typisk andre regler på disse digitale markedspladser, end når du handler i en almindelig netbutik.

Det er nemlig både virksomheder og privatpersoner, der sælger varer på portaler. Og sælgerens status som enten privatperson eller virksomhed har betydning for dine rettigheder som forbruger. Dine rettigheder afhænger også af portalens rolle i handlen.

Der er tre slags portaler

1: Portalen er sælger:

Den ene slags portal er sælger. Når det ikke fremgår på portalen, hvem sælgeren er, så er det portalen, du handler med. Portalen er desuden aktiv i handlen, fx ved at stille et betalingssystem til rådighed. På denne type portal, fx Amazon, er du omfattet af regler om forbrugerbeskyttelse, da du handler med en virksomhed.

2: Portalen er mellemmand:

Den anden slags portal er mellemmand. Du kender sælgerens identitet, men portalen medvirker aktivt til handlen, fx ved at modtage vederlag i forbindelse med den enkelte handel, ved at stille et betalingssystem til rådighed eller ved at stille et auktionssystem til rådighed. På denne type portal er du omfattet af regler om forbrugerbeskyttelse, da mellemmanden er virksomhed.

3: Portalen er opslagstavle

Den tredje slags portal fungerer som en opslagstavle. Portalen spiller ingen rolle i handlen ud over at stille hjemmesideplads til rådighed, hvor kontakten mellem to private handlende skabes, fx dba.dk. Portalen modtager ikke nødvendigvis vederlag fra sælgeren, betaling og udveksling af varen foregår indbyrdes mellem køberen og sælgeren. Her gælder ingen regler om forbrugerbeskyttelse, medmindre sælgeren er virksomhed.

Portalens forpligtelser over for forbrugeren afhænger altså af, om portalen er sælger, mellemmand eller blot en opslagstavle.

Portaler MED forbrugerbeskyttelse

Du er omfattet af forbrugerbeskyttende regler, når portalen enten er sælger eller mellemmand - som beskrevet i ovenstående om første og anden type portal. 

  • Du har fortrydelsesret:

Du har 14-dages fortrydelsesret, når portalen enten er sælger eller mellemmand. Hvis du ønsker at fortryde købet, kan du gøre det over for portalen, der skal videreformidle det til sælgeren, hvis ikke portalen selv er sælgeren.

  • Du har 2 års reklamationsret:

Når du handler med en virksomhed i EU, har du altid mindst to års reklamationsret. 

På forbrugereuropa.dk kan du læse mere om dine rettigheder, hvis du handler på nettet i EU.

Reklamationsretten omfatter alle fejl, der var til stede, eller hvor årsagen til fejlen var til stede, da du fik varen leveret. Der kan ikke aftales en kortere reklamationsfrist, eller at dele af varen er undtaget fra reklamationsretten. 

Læs mere om reklamationsretten.

  • Vil du klage?

Du skal hurtigst muligt henvende sig til sælgeren, når du konstaterer en fejl, og hvis sælgeren ikke vil afhjælpe fejlen, så kan du klage til Center for Klageløsning eller Forbruger Europa, hvis du har handlet med en sælger i EU.

  • Oplysninger du skal have:

Den type portal, som aktivt formidler handler mellem to privatpersoner, er desuden forpligtet til at give dig oplysninger om varens egenskaber, pris, leverings- og betalingsvilkår samt om fortrydelsesret. Når du modtager varen, skal du også have udførlige oplysninger om, hvordan du udnytter fortrydelsesretten, og hvem du kan returnere varen til. Det er portalens ansvar, at sælgeren overholder sin pligt til at give dig oplysninger om dine rettigheder. 

Du kan klage til Center for Klageløsning, hvis portalen ikke har givet dig fyldestgørende oplysninger om varens egenskaber, pris, leverings- og betalingsvilkår samt fortrydelsesret, og oplysninger om, hvem du kan returnere varen til. 

Portaler UDEN forbrugerbeskyttelse

Hvis du har handlet med en privat sælger på en portal, der bare stiller hjemmesideplads til rådighed for to private handlende, fx dba.dk, så gælder forbrugerbeskyttelsesreglerne ikke. Du har derfor ingen fortrydelsesret, medmindre I har aftalt det. 

Hvis du har handlet med en privat sælger, kan du kræve at få dine penge helt eller delvist retur, hvis du opdager en fejl ved varen, som sælgeren er ansvarlig for. Hvis sælgeren nægter, er du nødt til at gå rettens vej, hvis du vil indhente dit krav. 

Dine forpligtelser som sælger

Du skal være opmærksom på, at du selv får forpligtelser som en virksomhed, hvis du sælger varer på portaler, der spiller en aktiv rolle som mellemmand, fx eBay. Dermed skal du give køberen 14-dages fortrydelsesret og to års reklamationsret. 

3 gode råd om portaler på nettet:

  • Tjek sælgeren!
    Vær opmærksom på, hvem du handler med. Hvis du tror, du handler med en virksomhed, og det viser sig at være en privatperson, har det betydning for dine rettigheder.
  • Læs handelsbetingelserne!
    Hvordan beskriver portalen sin egen rolle i handlen? Hvad står der om fortrydelsesret? Og hvordan skal man forholde sig, hvis der er noget galt med varen?
  • Betal med betalingskort! 
    Du har mulighed for at få dine penge ført tilbage via banken, hvis sælgeren ikke leverer varen, når du har betalt med betalingskort, fx Visa/Dankort.

Læs mere om netauktioner

Sidst opdateret 03.08.2018

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter