
- abonnér på vores nyhedsbrev
Deals bliver ofte annonceret som tilbud på hjemmesider på nettet – såkaldte dealsites. Du kan fx få rabat på en klipning, et restaurantbesøg eller en ansigtsbehandling.
Et dealsite er et firma, der har en hjemmeside - dealsite - som udbyder varer og ydelser hos forskellige leverandører.
Dealsitet sender løbende tilbud - deals - ud til de brugere, der har tilmeldt sig hjemmesiden. Det sker typisk per mail. Vil du modtage tilbuddene i din indbakke, skal du være tilmeldt som bruger.
Ønsker du at købe en deal, skal du gå ind på dealsitets hjemmeside.
Tilbuddene er ofte til salg i en bestemt periode, fx én dag eller én uge, og der skal i nogle tilfælde være et bestemt antal købere, før en deal bliver til noget, og du kan opnå rabatten. I andre tilfælde er der kun et begrænset antal deals til salg.
Når du har købt en deal, fx en klipning hos en frisør eller et restaurantbesøg, får du som oftest tilsendt et værdibevis på købet per mail. Du skal have indløst værdibeviset inden for en bestemt periode. Vær opmærksom på, at perioden, hvor værdibeviset er gyldigt, kan variere og i nogle tilfælde være meget kort.
Det er let at blive fristet af et tilbud på et dealsite. Du kan med fordel sammenligne med den pris, du skal betale for det samme andre steder. Du kan fx søge på varen på nettet for at se, hvad den koster andre steder.
Tjek også, om den såkaldte "førpris" er reel. Tjek det på leverandørens hjemmeside
Spørg ind til, hvem du indgår aftalen med – om det er dealsitet eller leverandøren. Det har betydning, hvis du evt. skal klage.
Når du køber dine varer over nettet gennem et dealsite og ikke i en fysisk butik, kan du fortryde købet i 14 dage fra den dag, du har modtaget varen. Hvis du fortryder købet, skal du sende varen retur i samme stand, som du modtog den og selv betale for forsendelsen. Du skal sende varen retur til den adresse, du fik oplyst, da du købte varen.
Hvis den, der har fremsendt varen, nægter at tage varen retur eller ikke betaler pengene tilbage, kan du kontakte dealsitet. Hvis dealsitet må anses som den, du har indgået aftalen med, kan du forlange, at dealsitet betaler pengene retur.
Dealsites udbyder også ydelser, fx klipninger eller ansigtsbehandlinger. Når du køber en ydelse, skal du være opmærksom på, at fortrydelsesretten på de 14 dage går i gang i det øjeblik, du har modtaget oplysninger om vilkår for aftalen og fortrydelsesretten.
Inden fortrydelsesfristen udløber, skal du have sendt en besked til både dealsitet og den, der skal udføre ydelsen, om at du har fortrudt. Gør det skriftligt, så der ikke senere opstår tvivl om, at du har fortrudt i rette tid.
Er pengene blevet trukket på din konto, har du krav på at få det fulde beløb retur. Hvis den, der skal levere ydelsen, ikke betaler, kan du kontakte dealsitet. Hvis dealsitet må anses som den, du har indgået aftalen med, kan du forlange, at dealsitet betaler pengene retur.
Der er undtagelser, hvor du ikke har mulighed for at fortryde købet, selvom dealen er købt på nettet. Det gælder for deals til arrangementer, fx koncerter, hotelophold eller restaurantbesøg, som foregår på en bestemt dato eller inden for en bestemt periode.
En deal (et tilbud) er ofte skruet sådan sammen, at du har en bestemt periode til at indløse aftalen på dit værdibevis. Det betyder, at du kun kan forlange at modtage den aftalte vare eller ydelse inden for den frist, der er aftalt.
Værdien af en deal gælder som udgangspunkt i tre år. Der kan aftales en kortere frist, men reglerne er, at fristen ikke må være urimelig kort. Der findes ingen fast regel for, hvor kort fristen må være. Som udgangspunkt skal fristens længde være rimelig i den aktuelle situation. Hvis en leverandør nægter at indløse et dealbevis, der er udløbet inden den almindelige tre-årige forældelse, har du mulighed for at klage til Nævnenes Hus.
Tjek, før du handler, hvad du har ret til, hvis du ikke får benyttet dealen, før fristen udløber. Undersøg, om du kan få dine penge retur, få dealen forlænget eller du måske kan købe en anden deal for pengene. Tjek også, om det koster noget.
Læs mere om gavekort og tilgodebeviser
Når du køber en deal, kan der opstå forskellige problemer. Fx:
Hvis der opstår problemer med en deal, kan det være svært at gennemskue, om du har købt din deal af dealsitet eller leverandøren.
Som udgangspunkt er det dealsitet, der er ansvarlig for, at varer og ydelser bliver leveret som aftalt og uden fejl.
Leverandøren er kun ansvarlig, hvis dealsitet kan bevise, at dealsitet alene fungerer som mellemmand. For at bevise det skal det tydeligt fremgå af dealsitet. Det skal også fremgå, at leverandøren af dealen er den, du indgår aftalen med.
I de få sager, der er afgjort i Forbrugerklagenævnet, er udfaldet forskelligt, fordi en helt konkret vurdering af aftalen har været afgørende. Der har blandt andet været lagt vægt på, hvem forbrugerne troede, at de handlede med.
Både dealsitet og leverandøren kan være ansvarlig for, at du får den besparelse, du er blevet lovet. Leverandøren er ansvarlig for, at prisoplysningerne er korrekte, og dealsitet har pligt til at undersøge leverandørens oplysninger.
Da det kan være svært at gennemskue, hvem der er ansvarlig, når der opstår et problem med dealen, bør du klage til både dealsitet og den virksomhed, der skal levere dealen.
Kan du ikke komme overens med dealsitet eller den virksomhed, der skal levere dealen, kan du klage til Center for Klageløsning eller et godkendt ankenævn. Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle klager over markedsføringen, fx vildledende "førpriser".
Center for Klageløsning behandler klager over deals. Fx hvis ydelsen ikke bliver leveret, eller der er noget galt med varen eller ydelsen.
Det er en forudsætning, at din deal har kostet 1.050 kr. eller derover. Drejer det sig om tøj eller sko, er undergrænsen dog 680 kr.
Flere godkendte ankenævn kan også behandle sager om deals – eller sende dem videre til Center for Klageløsning.
Se oversigt og adresser til de godkendte ankenævn
På Forbrugerombudsmandens hjemmeside kan du læse mere om reglerne for dealsites.
Sidst opdateret 01.02.2019
ANDRE EMNER: