Skip navigation

Auktioner på nettet – dine rettigheder

Her kan du læse mere om dine rettigheder, hvis du har købt en vare på en netauktion og efterfølgende fortryder dit køb eller vil klage over fejl ved varen.

internetauktion

Ved en netauktion står auktionsfirmaet normalt enten som:

  • sælger af varen
  • formidler af salget.

Dine rettigheder: Hvis auktionsfirmaet står som sælger af varen

Hvis auktionsfirmaet har solgt varen i eget navn, fx fordi firmaet har varen i kommission eller sælger egne varer, så har du handlet med en virksomhed. Det betyder blandt andet:

  • at købet er omfattet af forbrugeraftalelovens regler for fjernsalg. Du har fx 14 dages fortrydelsesret
  • at købet er omfattet af de forbrugerbeskyttende regler i købeloven, fx om mangler ved varen

Det vil typisk være de egentlige auktionshuse, der driver denne form for netauktion. Auktionshuset står for hele salget fra start til slut. Det vil sige, at auktionshuset står for at beskrive varen, en eventuel vurdering, en eventuel fremvisning og selve auktionen.

Auktionshuset tager også mod betaling og udleverer varen. Hvis du vil fortryde købet, har spørgsmål eller klager, er det auktionshuset, du skal henvende dig til.

Normalt vil du slet ikke vide, hvem der har indsat varen på auktionen. Får du problemer med en vare købt hos en virksomhed, kan din klage behandles hos Forbrugerklagenævnet eller et godkendt ankenævn.

Dine rettigheder: Hvis auktionshuset formidler salget for en privat sælger

Den erhvervsdrivende formidler vil typisk være et netfirma, der har en hjemmeside med auktionsfunktion og standard-aftaleskabeloner. Netfirmaet vil ofte opkræve salær af sælgeren og måske også af køber, når en handel gennemføres.

Den, der har indsat varen på auktionen, er den egentlige sælger og vil normalt både beskrive varen og være ansvarlig for de oplysninger, der gives om varen. Du kan ofte genkende denne type auktioner på, at sælgeren selv optræder på hjemmesiden enten med eget navn eller et pseudonym.

Når du handler med en privatperson på en netauktion, vil det firma, der driver netauktionen, som udgangspunkt altid optræde som formidler af aftalen. Når en virksomhed har formidlet aftalen for en privat sælger, så er dit køb et forbrugerkøb. Det betyder blandt andet:

  • at købet er omfattet af forbrugeraftalelovens regler for fjernsalg. Du har fx 14 dages fortrydelsesret
  • at købet er omfattet af de forbrugerbeskyttende regler i købeloven, fx om mangler ved varen

Det er den egentlige sælger, du skal henvende dig til, hvis du vil fortryde købet eller klage over varen. Den egentlige sælger vil ofte være en privatperson. Det kan dog også være en virksomhed, der har valgt at sælge nogle af sine varer på auktionen.

Når den egentlige sælger er en privatperson, kan det være svært at få behandlet en eventuel klagesag. Forbrugerklagenævnet og de godkendte ankenævn kan ikke behandle klager, når sælgeren er en privatperson, så her må du gå til domstolene med din klage.

Sådan forløber en auktion på nettet:

Du opretter en profil

For at du kan byde på en netauktion, skal du normalt oprette en profil. Profilen skal dels give dig adgang til auktionen og dels identificere dig som person. Det sikrer både køber, sælger og et eventuelt auktionsfirma mod snyderi og misbrug.

Du afgiver bud

Der kan være forskellige former for budgivning. Fx kan man på nogle netauktioner vælge ”autobud”. Det fungerer sådan, at man allerede ved første bud angiver, hvor meget man maksimalt vil betale for varen. Hver gang ens bud bliver overgået af en anden byder, vil ens eget bud automatisk blive forhøjet med et bestemt beløb, indtil maksimumgrænsen er nået.

Auktionen afsluttes

Det vil fremgå af hjemmesiden præcis, hvornår en auktion afsluttes, og det vil normalt være den, der på det tidspunkt har afgivet det højeste bud, der er køberen. Det kan dog på forhånd være bestemt, at fristen forlænges, hvis der stadig bydes på udløbstidspunktet. Der kan også, som ved almindelige auktioner, være fastsat en mindstepris, som på forhånd er aftalt mellem indsætter og auktionshus. Hvis mindsteprisen ikke opnås, gives der ikke hammerslag.

Hammerslagsmail

Når auktionen er afsluttet, vil køberen modtage en hammerslagsmail. Det er en bekræftelse på handlen, og sælger vil være bundet af aftalen. Afhængigt af omstændighederne vil auktionshuset herefter opkræve betaling og udlevere varen eller sætte køber og sælger i forbindelse med hinanden.

Lovpligtige oplysninger du skal have

Når du har købt en vare på en auktion på nettet, har du krav på at modtage en række oplysninger om blandt andet sælgeren, fortrydelsesretten, og hvordan du udnytter den. Du skal have oplysningerne på en måde, så du kan gemme dem. Det kan fx være et brev eller en mail. Det er ikke nok, at oplysningerne står på sælgerens hjemmeside.

Genoptagelse af auktionen

Det kan ikke udelukkes, at en netauktion kan genoptages, selvom den fastsatte frist er udløbet.

Det kan fx fremgå af vilkårene, at auktionen kan genoptages, hvis der opstår nogle nærmere bestemte tekniske problemer. Hvis der først, uden forbehold, er fremsendt en hammerslagsmail til køberen, kan auktionshuset dog ikke efterfølgende beslutte, at auktionen skal forlænges eller genoptages.

Handler på nettet, der ikke er netauktioner

Der er en del handler på nettet, der umiddelbart ligner auktioner, men ikke er det. De kan nærmest betegnes som "elektroniske annonceaviser". Her kan køberne byde på varen, men det er ikke sat i system som en auktion, hvor man følger på forhånd fastsatte regler.

I den type handler kan det være svært at afgøre, hvilke regler der gælder. Det kan være en privat handel, hvis sælgeren er en privatperson. Er sælgeren en virksomhed, kan du være beskyttet af reglerne for forbrugerkøb. Det kan du også, hvis det firma, der driver hjemmesiden, optræder som formidler af en handel mellem to privatpersoner.

Læs mere om dine rettigheder, hvis du handler med en privatperson

Auktionshuset skal oplyse den samlede pris på varen

Vær opmærksom på, om der kommer et eventuelt salær eller gebyr oven i dit bud. Auktionshuset skal tydeligt oplyse om eventuelle gebyrer samt oplyse den samlede pris, du skal betale for varen.

Generelle forbehold - fx købt som beset – gælder ikke

Vælger du på en netauktion at købe en vare med en fejl, skal du have tydelige oplysninger om fejlens art. Generelle forbehold som fx ”købt som beset” eller ”uden ansvar” gælder ikke. Selvom sælgeren har skrevet på regningen, at varen fx er købt som beset, kan du alligevel klage, hvis der viser sig en mangel ved varen.

Sælgeren kan kun tage forbehold for fejl, hvis han tydeligt oplyser dig om, hvad der er galt med varen. Det kan fx være en ridse i det udstillede spisebord. Du kan så ikke senere klage over ridsen, men du kan klage, hvis der skulle vise sig andre fejl ved bordet.

Har du accepteret en fejl før købet, kan du ikke klage over lige netop den fejl bagefter. Det er sælgeren, der skal bevise, at han har oplyst dig om en fejl før købet, og at du har accepteret fejlen.

Det er især, når du køber brugte varer, du kan komme ud for, at sælgeren måske prøver at stille dig dårligere, end der står i loven. Købeloven gælder også for brugte varer.

Læs mere om køb af brugte varer

Sådan fortryder du et køb på en netauktion

Hvis du handler med en virksomhed på nettet eller en virksomhed som formidler, har du normalt 14 dages fortrydelsesret. Reglerne for fortrydelsesretten er beskrevet i forbrugeraftaleloven. De kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

  • Fristen for at fortryde løber fra den første dag, efter du har modtaget varen
  • Du skal meddele sælgeren, at du ønsker at fortryde, før fristen på 14 dage udløber
  • Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen
  • Hvis du fortryder, før du har modtaget varen, skal du blot meddele sælgeren, at du vil fortryde
  • Hvis intet andet er aftalt, skal du selv betale for returforsendelse, når du bruger fortrydelsesretten

Hvis du har modtaget varen og ikke har fået oplysninger om, hvordan du udnytter fortrydelsesretten, må du, hvis du er i tvivl om, hvem der er sælgeren, returnere varen til den, der har fremsendt den. Hvis du ikke har en adresse at returnere varen til eller bliver afvist, må du i stedet sende meddelelse om, at du fortryder til både formidler og den, der har sat varen på auktionen.

Hvis du vil fortryde, før du har modtaget varen, skal du blot sende meddelelse til sælgeren om, at du fortryder. Hvis du er i tvivl, må du sende meddelelse til både formidler og den, der har sat varen på auktionen.

Du skal have lovpligtige oplysninger om fortrydelsesretten

Når du køber en vare over en netauktion, har du ifølge forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger. Det er fx oplysninger om varen, sælgeren og fortrydelsesretten. Når du modtager varen, skal du have udførlige oplysninger om, hvordan du bruger fortrydelsesretten, og til hvem du i givet fald skal returnere varen.

Det er formidleren og den erhvervsdrivende sælger, der er ansvarlig for at give dig disse oplysninger.

Hvis den ansvarlige ikke sender dig de lovpligtige oplysninger, bliver fortrydelsesretten forlænget, så den først løber, fra du har modtaget dem. Fortrydelsesretten kan forlænges i op til 12 måneder, fra du har modtaget varen.

Læs mere om de lovpligtige oplysninger ved e-handel

Sådan klager du over køb på netauktioner

Hvis du får problemer med et køb, må du først klage til sælgeren. Hvis det ikke hjælper, kan du gå videre med din klage. Hvor nemt eller besværligt det er at klage afhænger af, hvem du har handlet med.

Du har handlet med en virksomhed

Når du har handlet med en virksomhed, kan din klage som udgangspunkt behandles hos Center for Klageløsning eller et andet godkendt ankenævn, hvis den i øvrigt falder inden for ankenævnets område.

Hvis der ikke findes et ankenævn, der kan behandle klagen, må du i stedet gå til en advokat og eventuelt videre til domstolene.

En erhvervsdrivende har formidlet salget for en privatperson, eller du har handlet direkte med en privatperson

Når den egentlige sælger er en privatperson, kan din klage ikke behandles af ankenævnene. Du er derfor henvist til at gå til en advokat og eventuelt videre til domstolene.

Sidst opdateret 07.06.2021

KUNNE DU BRUGE SIDEN?

nethandel helt sikkert

Samlet indgang til information om, hvordan du handler sikkert på nettet, og hvad du kan gøre, hvis det er gået galt.