Deleøkonomi

Deleøkonomiske handler kan give dig mulighed for at vælge mellem flere forskellige varer og tjenesteydelser og dermed få den bedste pris og kvalitet.

Dog skal du vide, at når du handler med en anden privatperson, er du ikke beskyttet af loven på samme måde, som når du handler med en virksomhed.

Vi guider dig til en tryg oplevelse, når du for eksempel skal leje en bolig eller bil via deleøkonomiske tjenester eller købe en tjenesteydelse som havearbejde.

Rating – din tryghed

I deleøkonomien er det udbredt, at udbydere og brugere rater hinanden. Ratingen fortæller, hvordan andre har vurderet ydelsen, og om de har haft en god oplevelse.

Brug din sunde fornuft, når du læser andres rating. Husk på, at anmeldelsen er en anden brugers personlige vurdering. Vær også opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er alle brugere, som har ratet udbyderen.

Vær desuden opmærksom på, hvor gammel anmeldelsen er. Er den stadig aktuel?

Vil du selv rate en udbyder, så giv selv en sober og ærlig rating, når du indgår deleøkonomiske handler.

Deleøkonomiske portaler

Der kan være forskel på, om de deleøkonomiske hjemmesider – de såkaldte portaler – er drevet professionelt med mange ansatte og funktioner, eller om de kun fungerer som ”mødested” for udbydere og brugere.

Uanset hvordan portalen fremstår, skal du tjekke dens rolle i aftalen, som du planlægger at indgå. Det kan nemlig have betydning for dit valg af udbyder og for dine rettigheder. 

Portalen fungerer ikke nødvendigvis som sikkerhedsnet, når du indgår aftaler med en anden privatperson via portalen. Mange portaler frasiger sig enhver form for ansvar for ydelsen.

Når du indgår en aftale gennem en portal, kan det være uklart, om det er portalen eller en anden privatperson, du handler med.

Hvis det ikke fremgår, eller der kan opstå tvivl om portalens rolle, kan du i nogle tilfælde stille krav til portalen, hvis noget går galt.

Tjek portalen

  • Tjek, om portalen fraskriver sig ethvert ansvar for de ydelser, der tilbydes på portalen
    - det har betydning for dine rettigheder og klagemuligheder, hvis noget går galt
  • Tjek, om portalen tilbyder et betalingssystem, der sikrer din betaling
    - det har betydning, hvis du skal betale forud
  • Tjekker portalen udbyderne?
    - det sikrer, at både udbyderen og den tilbudte ydelse faktisk eksisterer
  • Tilbyder portalen et ratingsystem?
    - det kan have betydning for dit valg, at du kan se, hvad andre har oplevet
  • Tilbyder portalen et klagesystem?
    - tjek på nettet, hvad andre skriver om portalens klagesystem.

Betaling ved deleøkonomi

Det er altid en god idé at betale for en ydelse, når man modtager den og ikke før. Hvis du skal betale forud til for eksempel en portal, skal du sikre dig, at pengene ikke bliver udbetalt til udbyderen, før ydelsen er leveret.

Forsøg så vidt muligt at betale med dit betalingskort. Det kan nemlig give dig nogle rettigheder, hvis ydelsen for eksempel ikke bliver leveret. I det tilfælde kan banken føre pengene tilbage til din konto. Det gælder ikke, hvis du betaler kontant eller med en bankoverførsel.

Ved mindre tjenester som for eksempel havearbejde, børnepasning og mindre håndværksopgaver vil det ofte være naturligt at betale kontant, når arbejdet eller ydelsen er leveret.

Hvis du bliver opkrævet depositum, er det en god idé for eksempel at undersøge, hvad beløbet dækker over, hvor meget du får retur, og i hvilke tilfælde dit depositum vil blive tilbageholdt. Få det gerne på skrift, så det er en del af aftalen.

Det er vigtigt for dig at vide præcis, hvad du skal betale, før du indgår en aftale. Spørg udbyderen, om der kan komme ekstraomkostninger, og hvor store de eventuelt er. Lad også det være en del af aftalen.

Undersøg desuden, om du skal betale noget, hvis du aflyser aftalen. I nogle tilfælde kan du komme ud for at skulle betale en del af det aftalte beløb. Det kan for eksempel være for samkørsel, hvis du aflyser kort tid før afgangen.

Sidst opdateret 18.06.2018

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter