Typiske fejl ved møbler

Det kan ske, at din sofa, stol eller bord har en fejl. Her kan du se en liste over de typiske fejl på møbler og vurdere, om du kan få ret i en eventuel klagesag.

Møblet kan ikke samles

Mangler møblet dele for at kunne samles korrekt, eller er det leveret med dele, der ikke passer, så hylder for eksempel falder ned, er det normalt en mangel efter købeloven.

Møblet er anderledes, end det du så i butikken

Møblet skal svare til det møbel, du har set i butikken, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt. Har du for eksempel købt et sofabord i valnøddetræ, og får du leveret et i kirsebærtræ, er det normalt en mangel efter købeloven.

Fejl i betræk og syning

Visse fejl i syninger og betræk kan være en fejl i materialet og derfor en mangel efter købeloven. Det kan fx være, hvis:

  • et betræk skrider i sømmene, er skævt eller uens i syningen, eller syningen går op
  • stoffet nulrer med fiberansamlinger mere, end man må forvente (pilling)
  • læderet revner, selvom møblet kun bliver normalt brugt
  • dæklaget på læderet slides for hurtigt af

Polstringen på sofaen falder sammen

Når du sidder i din sofa, kan der efter noget tid opstå en fordybning/sætning i polstringen. Det er meget normalt og ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til, at du kan få medhold i en klage.

I nogle tilfælde sker det dog hurtigere end rimeligt, eller måske bliver fordybningerne/sætningen så stor, at siddekomforten er væsentlig forringet. Det kan skyldes, at materialevalget til polstring og affjedring er af så dårlig kvalitet, at det ikke kan bære den vægt, møblet er bygget til at bære. I disse tilfælde kan der være grundlag for, at du kan få medhold i en klage.

I andre tilfælde er vedligeholdelsen/opbankningen af sofaen særligt besværlig eller tager meget lang tid. Her kan du eventuelt få ret i en klagesag, hvis sælgeren i forbindelse med købet ikke har oplyst dig om dette.

Møblet ændrer udseende

Det kan være en mangel ved træet, hvis det sprækker, eller hvis lakken begynder at boble op. Derimod er det almindeligt, at lyst træ bliver mørkere ved lyspåvirkning.

Falmning og tilsmudsning

Betrækket på en sofa eller en stol vil ofte falme og tilsmudses eller på anden måde ændre udseende, når det bliver brugt og udsat for lys.

Forandringen i udseendet kan både ske jævnt over hele møblet eller kun i visse udsatte områder, så møblet kommer til at se skjoldet ud.

Det kan være normal slidtage og er ikke nødvendigvis grundlag for, at du kan få medhold i en klage. Men sker det inden for en kort periode, kan det for eksempel være, fordi materialet ikke er lysægte nok, og det kan være en mangel, der danner grundlag for en klage.

Lædermøbler i anilinskind tåler ikke direkte sollys og er meget modtagelige for fedt og snavs. Det anses for almindelig kendt og er med til at give skindet det rustikke præg, som anilinskind blandt andet er kendt for. Disse forandringer anses derfor ikke for at være en mangel.

Ombetrækning og afsyring

Ombetrækning og afsyring skal foretages fagmæssigt korrekt. Ellers kan det ved en klagesag blive vurderet, at arbejdet ikke har nogen værdi for dig, og at du derfor ikke skal betale for arbejdet og eventuelt have erstatning for værdiforringelse af møblet.

I forbindelse med ombetrækninger kan det for eksempel være, at der er for stort mellemrum mellem en sofas hynder, at møbelstoffet rynker, sømmene sidder løst, sæderne er ujævne, knapper sidder forkert, eller pyntesnoren ikke passer i farven til betrækket.

Et afsyret møbel må ikke efterfølgende fremstå misfarvet eller blakket, og der må ikke være limrester tilbage på møblet. Egetræsmøbler egner sig sjældent til afsyring, og det bør fagmanden oplyse forbrugeren om.

Rengøring af møbler

Det er altid en god ide at tale med sælgeren om rens, vask og vedligeholdelse af betrækket, før du stopper det i vaskemaskinen eller afleverer det til et renseri.

Som udgangspunkt må du kunne forvente, at betrækket kan renses, hvis det kan tages af – for eksempel fordi hynderne har lynlås. Er betrækket lavet af bomuld, må du ligeledes kunne forvente, at det kan vaskes – medmindre sælgeren har frarådet det.

Oplyser butikken, at stoffet kan tåle rens, og krymper stoffet alligevel, og har renseriet ikke begået en fejl, er det en mangel ved betrækket, som du kan klage over.

Klager over møbler

Har du købt et møbel, som du gerne vil klage over, skal du altid først kontakte sælger og forsøge at løse problemet selv. Du skal ikke gå uden om sælgeren og klage direkte til fabrikken eller leverandøren i håb om, at det vil give en bedre klagebehandling.

Bliver problemet ikke løst, kan du klage til Center for Klageløsning. Du kan også vælge at klage til Danske Møbelhandlere (www.moebler.dk), hvis sælgeren er medlem af foreningen.

Møbelgaranti

Møbler kan være omfattet af Møbelgarantien ®, der er en garantiordning, som medlemmer af Danske Møbelhandlere har. Møbelgarantien er ophørt pr. 1 januar 2016. Garantien gælder dog stadig for handler, der blev foretaget i ordningens levetid.

Læs mere om Møbelgarantien på moebler.dk

Kunne du bruge siden?

ARTIKLER:

ANDRE EMNER:


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter