Skip navigation

Køb af barnevogn

Skal du købe barnevogn? Her kan du læse mere om returret, fortrydelsesret og reklamationsret. Du kan desuden få gode råd til, hvad du skal være opmærksom på.

Barnevogn

Når du skal købe barnevogn, så gør dig klart, hvad dit behov er. Vil du fx have en kombivogn, én som er nem at bruge i byen, én med et langt liggemål osv. Undersøg, om barnevogn og pris lever op til dit behov. 

Læs eventuelt test af barnevogne, før du køber. Husk også at tjekke priser på barnevogne flere steder – også på nettet. Brug evt. portaler til at sammenligne priserne.

Brugt barnevogn

Undersøg, om det evt. kan betale sig for dig at købe barnevognen i udlandet. Overvej også, om du har lyst til at købe en brugt barnevogn.

Læs mere om køb af brugte varer

Køb af barnevogn på nettet

Du har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, hvis du vælger at købe din barnevogn på nettet.

Hvis du udnytter din fortrydelsesret, har du krav på at få de penge tilbage, som du måtte have betalt. Du skal dog selv betale returforsendelsen. Det kan godt blive dyrt for så stor en genstand som en barnevogn.

Viser det sig, at barnevognen har fejl eller mangler, gælder der de samme regler som ved køb i en almindelig butik. Det vil sige, at du har to års reklamationsret.

Nogle butikker sælger deres varer både i en almindelig butik og på nettet. Har du bestilt barnevognen på nettet, men hentet og betalt den i butikken, kan der opstå tvivl, om dit køb er et almindeligt butikskøb eller nethandel med 14 dages fortrydelsesret.

Her er tidspunktet for selve købsaftalen afgørende. Er barnevognen bestilt på nettet, er købet dækket af reglerne for nethandel, selvom du henter og betaler varen i den "fysiske" butik. Hvis du bare har set barnevognen på nettet og måske forhørt dig nærmere om den, men først afgiver den egentlige bestilling i den "fysiske" butik, er købet et butikskøb. I det tilfælde har du kun fortrydelsesret, hvis du har aftalt det med sælgeren.

Læs mere om fortrydelsesret ved køb på nettet

Køb af barnevogn i butik

Køber du barnevognen i en butik, har du ikke automatisk returret. Mange butikker tilbyder dog som en service, at deres kunder kan komme tilbage med varen og enten få pengene igen eller bytte den til andre varer. En butik, der tilbyder returret, vil normalt oplyse det på skilte i butikken eller trykke det på bonen.

Butikken kan selv bestemme, hvilke regler der skal gælde, hvis du fortryder købet. De fleste vil forlange, at barnevognen er hel og ubrugt, så den kan sælges igen som ny. De fleste vil også forlange, at du kan fremvise bonen. Butikken skal oplyse dig om vilkårene for at fortryde, før du handler.

Vælger butikken, at nogle varer skal være undtaget fra retten til at fortryde, det vil fx ofte gælde udsalgsvarer, skal det oplyses tydeligt og på samme måde som oplysninger om bytte- eller returret, så kunderne ikke er i tvivl.

En bestilling er en aftale om køb, og den aftale er ligeså bindende som selve købet. Der gælder altså de samme regler for bestilte varer som for varer, du allerede har fået leveret. Det gælder, uanset om varen er betalt eller ej.

Barnevogne og reklamationsret

Har barnevognen en fejl, som butikken er ansvarlig for, gælder købelovens regler om mangler ved varen. Butikken skal enten tilbyde at reparere eller at ombytte barnevognen. Ender butikken i den situation med at tage barnevognen retur, kan den ikke stille krav om, at den er ubrugt, at mærkerne sidder på osv., som den kan forlange i forbindelse med fortrydelse.

Læs mere om reklamationsretten

Læs Sikkerhedsstyrelsens gode råd til køb af barnevogn

Gode råd om køb af barnevogn:

  • Prøv at opnå en rabat – særligt hvis du køber mere babyudstyr på én gang.
  • Tjek låneomkostningerne, hvis du låner penge til at købe vognen for.
  • Husk at gemme bonen og andre dokumenter, du får ved købet af barnevognen. Du kan få brug for dem, hvis der senere opstår problemer med barnevognen.
  • Tjek, om der gives en garanti på barnevognen.
  • Undersøg, hvad der følger med af udstyr, og hvad du kan tilkøbe, samt hvad det koster. Tjek, om der følger en vedligeholdelsesvejledning med barnevognen.
  • Undersøg, om regelmæssige servicetjek er inkluderet i prisen.

Sidst opdateret 31.08.2020

Kunne du bruge siden?

Vil du klage?

Hvis du og virksomheden ikke kan blive enige om en løsning på problemet, kan du gå videre med en klagesag. Læs her hvordan.