Bredbånd - opsigelse, binding og gebyrer

Skal du have nyt bredbånd? Inden du tegner det endelige abonnement, så læs aftalen grundigt igennem. Tjek blandt andet vilkårene for at opsige abonnementet.

Bredbånd

Inden du tegner et abonnement på bredbånd, så afklar dine ønsker og behov. Ønsker du fastnet eller mobilt bredbånd? Ønsker du trådløst net?

Hvilken hastighed skal dit bredbånd have? Hastigheden har betydning for, hvor hurtigt du kan downloade filer fra nettet, og hvor hurtigt du kan uploade. Hastigheden på dit bredbånd er typisk angivet i Mbit/s. På telefonnettet og kabelnettet er download-hastigheden højere end upload-hastigheden. På fibernettet er hastigheden typisk den samme, uanset om du down- eller uploader.

Besøg Tjekditnet.dk. Der finder du en guide, der kan hjælpe dig med at afklare, hvor hurtig en bredbåndsforbindelse du har brug for.

Hvor stort er dit dataforbrug? Der kan være et loft i abonnementet på, hvor mange MB eller GB du må bruge om måneden.

Har du brug for ekstra tjenester, fx musiktjenester, en sikkerhedspakke med antivirus og firewall eller muligheden for gratis support?

Vil du have bredbånd og telefoni i et? 

Tjek, hvem der udbyder bredbånd

Tjek priser og produkter hos din nuværende udbyder. Måske tilbyder udbyderen et produkt, der stemmer bedre overens med dine ønsker og behov.

Undersøg også, hvem der leverer bredbånd i dit område. Brug evt. hjemmesiden Tjekditnet.dk, hvor du kan se, hvilke udbydere der leverer bredbånd på din adresse.

Tjekditnet.dk kan du også se, om de udbyder bredbånd via telefonnet, kabelnet eller fibernet samt få information om den højest mulige hastighed, du kan købe.

Markedsføring af bredbånd

Hastigheden på dit bredbånd afhænger af flere ting. Fx hvilken slags bredbånd du har, hvor mange brugere der er på, og om du fx befinder dig i en bygning, der nedsætter hastigheden.

Det er ikke altid muligt at angive den præcise hastighed. En udbyder af bredbånd skal derfor i sin markedsføring oplyse, hvad du med rimelighed kan forvente af produktet.

Hvis en bredbåndsudbyder fx reklamerer med en hastighed ”op til”, skal hovedparten af de forbrugere, reklamen er rettet til, kunne opnå en hastighed, der ikke afviger væsentligt fra det lovede. Hvis der er geografiske begrænsninger i dækningen, skal det også klart fremgå af markedsføringen.

Hastigheden på mobilt bredbånd

Hastigheden på dit mobile bredbånd afhænger blandt andet af, hvor mange brugere der er på, og om du er udendørs eller befinder dig i en bygning, der nedsætter hastigheden. Hvis udbyderen ikke kan garantere en bestemt hastighed, kan udbyderen oplyse den hastighed, du kan forvente, som et interval ”fra-til”. Mindst 70 procent af de gange du går på nettet, når du er udendørs, skal være inden for intervallet.

Det skal desuden oplyses, hvis den lovede hastighed kun kan opnås ved udendørs brug. Du skal være opmærksom på, at nogle bygninger kan nedsætte hastigheden væsentligt. Det har stor betydning, hvis du især vil bruge det mobile bredbånd indendørs.

Du skal have adgang til et kort, fx på udbyderens hjemmeside, der viser, hvor det aktuelle mobile bredbånd dækker. Eller udbyderen skal oplyse om dækningen på de adresser, du ønsker oplysning om.

Hastigheden på fastnet bredbånd

Hastigheden på dit fastnet bredbånd afhænger af, hvor langt væk du er fra centralen.

Hvis udbyderen ikke kan garantere en bestemt hastighed, kan udbyderen oplyse den hastighed, du kan forvente som ”op til”. Mindst 80 procent af de forbrugere, markedsføringen er rettet mod, skal kunne opnå den lovede hastighed. Samtidig skal minimumshastigheden også oplyses. Hvis der fx er geografiske begrænsninger, skal det tydeligt fremgå.

Du kan bede udbyderen oplyse, hvilken hastighed du kan forvente på din adresse.

Samlede produkter - fx tv, bredbåd og telefon på samme linje
Hvis udbyderen tilbyder et sammenkoblet produkt, hvor fx bredbånd, telefon og tv modtages på samme linje, skal det fremgå med eksempler, hvor meget samtidigt brug af flere tjenester på linjen nedsætter hastigheden. Det kan fx være angivet, hvor meget hastigheden på bredbåndet nedsættes, når ét tv-apparat er tændt.

Læs mere om markedsføring af bredbåndforbindelser hos Forbrugerombudsmanden

​Kan du fortryde dit abonnement på bredbånd?

Har du bestilt dit abonnement på bredbånd via nettet, har du som forbruger 14 dages fortrydelsesret, fra du indgik aftalen.

Hvor lang tid er du bundet til abonnementet?

Udbyderen af bredbånd må max. fastsætte bindingsperioden til seks måneder. Hos nogle udbydere er der ikke en bindingsperiode. Du skal kunne opsige aftalen én måned før med et varsel på max. én måned.

Opsigelse af dit abonnement på bredbånd

Skifter du udbyder af bredbånd, kan du give fuldmagt til din nye udbyder om at opsige abonnementet hos din tidligere udbyder for dig. Så sker skiftet forhåbentligt uden afbrydelse.

I nogle tilfælde skal du selv opsige din forbindelse, fx hvis du skifter netværkstype. Opsiger du selv forbindelsen, kan du risikere, at der er en periode uden forbindelse, fordi din opsigelse og oprettelsen hos den nye udbyder ikke er koordinerede. Du skal også passe på, at det ikke bliver dyrere, hvis du selv opsiger og opretter en ny forbindelse.

Inden du skriver under på aftalen om bredbånd med den nye udbyder, skal du være opmærksom på, hvor lang tid du har til at komme ud af aftalen med din nuværende udbyder. Opsiger du aftalen, inden bindingsperioden er udløbet, risikerer du at skulle betale en afgift eller resten af prisen for dit nuværende abonnement.

Du kan opsige aftalen med din nuværende udbyder én måned før med et varsel på max. en måned. Afvent med at bestille dit nye abonnement, til din nuværende udbyder har bekræftet din opsigelse.

Abonnerer du på en samlet pakke?

Abonnerer du i forvejen på en samlet pakke, der fx indeholder både bredbånd og fastnettelefoni eller bredbånd og tv, kan du risikere, at udbyderen lukker telefonnummeret eller for adgangen til tv, hvis du opsiger den del af aftalen, der vedrører bredbånd. Fx fordi aftalen om levering af bredbånd i din kontrakt er en forudsætning for aftale og levering af de øvrige tjenester. Kontakt derfor din udbyder, og hør nærmere.

Har du styr på gebyrerne?

Der kan komme gebyrer oven i den pris, du skal betale for dit nye abonnement på bredbånd. Det kan fx være et oprettelsesgebyr eller et gebyr for forsendelsen af bredbåndspakken.

Skal du selv installere internetforbindelsen?

Du vil ofte selv skulle installere dit bredbånd, men det kan også være, du skal have hjælp fra en tekniker, og det koster ekstra. Har du selv forsøgt at installere dit bredbånd, men virker det ikke, kan selskabet opkræve ekstra betaling for fejlsøgning og for de udgifter, der er forbundet med at løse problemet.

Virker bredbåndsforbindelsen ikke i en periode, fordi du selv har lavet en fejlinstallation, kan du ikke nødvendigvis få et afslag i prisen.

Sidst opdateret 19.10.2018

Kunne du bruge siden?

ANDRE EMNER:


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter