Mail beviste misbrug af betalingskort

19. september 2018

Pengeinstitutankenævnet har afgjort, at en forbruger har ret til at få tilbageført næsten 20.000 kroner fra sin bank, fordi hun kunne bevise, at hendes betalingskort var blevet misbrugt på en rejse i udlandet. Ankenævnet ser jævnligt sager om misbrug af betalingskort, men ofte kan det være svært at bevise misbruget.

Det er generelt sikkert at betale med betalingskort, men det kan ske, at kortet bliver misbrugt. Og så kan det betale sig at have beviserne på plads. Det viser en sag fra Pengeinstitutankenævnet.

Her gav nævnet en forbruger medhold i, at hun havde krav på at få tilbageført næsten 20.000 kroner fra sin bank, fordi hun ved hjælp af mails kunne bevise, at hendes kort var blevet misbrugt under en rejse til Gran Canaria.

”Det er generelt meget sikkert at bruge betalingskort, men det kan desværre ske, at kortet bliver misbrugt. Der er flere faresignaler, du kan være opmærksom på. Det kan fx være, at du bliver bedt om at indtaste din PIN-kode flere gange,” siger souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann og tilføjer:

”Et faresignal kan også være, at du først kan få og betale for det produkt, du har købt på rejsen, lige inden du rejser hjem.”

I sagen fra Pengeinstitutankenævnet havde forbrugeren købt en tablet og supplerende RAM i en elektronikforretning. Da hun kom hjem fra Gran Canaria, opdagede hun, at der var trukket yderligere 2.565 EURO fra hendes konto.

Pengeinstitutankenævnet behandler ofte sager om misbrug af betalingskort. I 2017 handlede 15 procent af ankenævnets sager sig om dette.

Ofte må Pengeinstitutankenævnet dog afvise sagerne, fordi det ikke ved ankenævnet kan bevises, at betalingskortet er misbrugt, idet både chip og PIN-kode er brugt til at hæve pengene.

I den konkrete sag vurderede ankenævnet dog – ud fra sagens særlige omstændigheder - at forbrugeren havde ret til at få tilbageført pengene fra sin bank, fordi hun kunne fremvise en mailkorrespondance, hvor elektronikforretningen lovede at tilbageføre pengene. Det gjorde den dog aldrig.

”Opdager du, at dit betalingskort er misbrugt, så kontakt hurtigst muligt din bank. Sørg også for – hvis det er muligt – at sikre dig skriftlige beviser, fx kvitteringer eller mails, hvis du har klaget til butikken. Så har du nemmere ved at dokumentere dine påstande,” siger Susanne Aamann.  

Læs mere om reglerne, hvis dit betalingskort bliver misbrugt i udlandet. 

Læs afgørelsen fra Pengeinstitutankenævnet.

For yderligere information:

Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevHold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter