Her er de gode råd om køb af julegaver

08. november 2017

Hvad er reglerne for at bytte julegaver? Hvor lang tid er et gavekort gyldigt? Og hvad er de gode råd ved køb af gaver på nettet? Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har samlet fem guides med gode råd til årets køb af julegaver og til bytte- og udsalgsræset, der følger i kølvandet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet. Julen nærmer sig, så vi har samlet fem guides med gode råd om køb og bytte af julegaver. De fem guides omfatter:

  1. Køb af julegaver på nettet
  2. Gavekort som julegave
  3. Bytteregler i butik
  4. Bytteregler på net
  5. Rettigheder ved udsalg

Vil du vide mere om reglerne, kan du læse mere på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står bag.

Pressen er også meget velkomne til at kontakte os via vores pressetelefon - 41 71 50 98 - hvor vi gerne svarer på spørgsmål om forbrugernes rettigheder ved køb og bytte af julegaver.

Guide: Gode råd om køb af julegaver på nettet

  • Tjek, at butikken oplyser navn, adresse, mail og eventuelt telefonnummer
  • Betal altid med betalingskort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre
  • Undersøg, hvor varen bliver sendt fra. Hvis varen bliver afsendt uden for EU, skal du betale told, moms og gebyr for toldbehandling oven i varens pris
  • Tjek, hvor svært og hvor dyrt det er at bytte gaven
  • Tjek, om du kan få forlænget fristen for at bytte gaven, hvis du køber gaven i rigtig god tid. Ved køb på nettet er fortrydelsesfristen på 14 dage
  • Undersøg straks varen, når du modtager den. Er varen i stykker, når den ankommer, skal sælgeren reparere den eller sende dig en anden

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Guide: Gavekort som julegave

  • Som udgangspunkt er et gavekort gyldigt i tre år, men der kan aftales en anden frist
  • Er der aftalt en kortere tidsfrist, må den ikke være urimelig kort
  • Modtageren af gavekortet kan som udgangspunkt ikke få pengene for et gavekort udbetalt. Få det skrevet på kortet, hvis butikken lover det

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Guide: Bytteregler - når julegaven er købt i en butik:

  • Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
  • Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
  • Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
  • En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
  • En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
  • Du skal overholde den aftalte frist

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Guide: Bytteregler - når julegaven er købt på nettet:

  • Er julegaven købt på nettet, er fortrydelsesfristen 14 dage, fra giveren af gaven har modtaget varen, medmindre der er aftalt en længere frist
  • Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil bruge din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen i
  • Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
  • Du har selv ansvaret for gaven, mens du har den og under forsendelsen tilbage til netbutikken
  • Du må kun prøve gaven, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Er gaven brugt ud over det, skal du selv betale, hvis gaven er forringet i værdi
  • Pengene for gaven vil typisk blive returneret til giverens konto

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Guide: Rettigheder ved udsalg 

  • Vær opmærksom på, at mange fysiske butikker, der normalt tilbyder en retur- eller ombytningsret, ofte vil skilte med, at det ikke gælder for udsalgsvarer. Er udsalgsvaren købt på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret
  • Du har altid to års reklamationsret - også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er grunden til, at prisen er sat ned. 

Kilde: Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk

Se forbrug.dk’s tema om køb af julegaver på nettet
Se forbrug.dk’s tema om regler for at bytte julegaver
Se forbrug.dk’s tema om gavekort
Se forbrug.dk’s film om køb af julegaver (kan frit gengives, hvis forbrug.dk krediteres)

Kunne du bruge siden?