Danskerne vælger både tv og streaming til

27. december 2017

Vi vil både se tv og streame film og serier. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Spørgsmålet er, om det kan betale sig at abonnere på det hele.

Flow-tv eller traditionelt tv – altså de daglige programsatte tv-udsendelser – er fortsat vigtige for danskerne. Hele 82 procent af os abonnerer på en tv-pakke, og 62 procent på en streamingtjeneste som for eksempel Netflix, HBO, ViaPlay eller TV2 Play.

Det viser en rundspørge blandt 3.000 danskere, som Wilke har foretaget for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

”De månedlige udgifter kan hurtigt løbe op, hvis man kun vælger kanaler og streamingtjenester til, men glemmer at melde de ting, man ikke længere ser, fra. Det er altid en god idé løbende at tjekke, om man har de rigtige abonnementer til sit og familiens behov,” siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Søren Bo Rasmussen.

Som tv-markedet ser ud nu, kan det i nogle tilfælde være billigere at abonnere på en tv-pakke med tv-kanaler, man ikke ser, end at købe kanalerne enkeltvis. På samme vis kan en streamingtjeneste være pakket med for eksempel et mobilabonnement, så det er billigere at købe tjenesten sammen med mobilabonnementet.

”Det vigtige er, at du som forbruger løbende tjekker og vælger den løsning, som matcher dine behov bedst. Det skal du naturligvis gøre for din egen skyld, men det har også betydning for alle andre, der ser tv og streamer. Ved at vælge aktivt fra og til er du med til at styrke virksomhedernes fokus på at konkurrere hårdt om at levere det bedste og nyeste til deres kunder,” siger Søren Bo Rasmussen.

I efteråret godkendte Konkurrencerådet, at selskabet SE, der ejer Stofa, overtager Boxer, som også distribuerer tv. SE forpligtede sig blandt andet til at bevare Boxers udvalg af frit valg-kanaler frem til 2020. Forud for godkendelsen lå en større undersøgelse af markedet for distribution af tv.

”Vores undersøgelser viste blandt andet, at en stor del af forbrugerne har tegnet et abonnement på streaming, og at streamingtjenesterne derfor er begyndt at lægge et vist pres på traditionelt flow-tv. Men undersøgelserne viser også, at flow-tv stadig er meget populært blandt forbrugerne,” siger Søren Bo Rasmussen.

Gode råd:

Tjek, om du har de rette tv-abonnementer til dit behov:

  • Er der tv-kanaler, du ikke vil undvære
  • Vil du have mulighed for at følge tv-serier
  • Sammenlign priserne fra de forskellige udbydere
  • Tjek dine abonnements- og opsigelsesvilkår

Få flere gode råd til, hvordan du finder de rigtige tv-abonnementer til dine behov her.

Læs også mere om, hvad du skal være opmærksom på, hvis du tegner et abonnement på streaming.

For yderligere information:

Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.

 

 

Sidst opdateret: 27. december 2017

Kunne du bruge siden?


Hold dig opdateret
- abonnér på vores nyhedsbrev

Gør som mere end 15.000 danskere
- følg os på Facebook

Få aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter