Danskerne har det svært med mobil- og tv-abonnementet

05. juli 2017

Danske forbrugere har svært ved at gennemskue mobiltelefoni, in-ternet og tv, og de har generelt en dårligere oplevelse af markederne end deres europæiske naboer. Det viser Konkurrence- og Forbruger-styrelsens analyse ”Forbrugerforholdsindeks for 42 danske markeder”.

Har du svært ved at gennemskue, om du får det bedste mobilabonnement til prisen eller et tv-abonnement, der passer til dit behov?

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse af forbrugerforholdene på 42 forbrugsmarkeder er hvert marked målt efter forbrugernes oplevelse af gennemsigtighed, tillid og markedets opfyldelse af forbrugernes forventninger. Og her ligger blandt andet abonnementer på mobiltelefoni, tv, internet og fastnettelefoni i den tunge ende.

”Det er ærgerligt, at forbrugerne har det så svært med blandt andet mobil- og tv-abonnementet. De indgår i budgettet i langt de fleste danske hjem, og det er derfor vigtigt, at forbrugerne kan gennemskue, hvad der er det bedste og billigste produkt til deres behov ,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Mette Rose Skaksen.

Markederne for tv-abonnementer, fastnet og mobiltelefoni er alle blandt de fem markeder, som danskerne oplever som sværest at begå sig på.

Placeringen af mobiltelefoni skyldes især forbrugernes lave tillid til markedet, mens markederne for tv-abonnementer og fastnettelefoni ligger blandt de ti dårligste markeder målt på både gennemsigtighed, tillid og markedets opfyldelse af forbrugernes forventninger. Samtidig viser analysen, at de danske forbrugeres oplevelser på markederne for internet, mobiltelefoni, tv-abonnementer og fastnettelefoni er dårligere end gennemsnittet af forbrugernes oplevelse i de ti EØS-lande *. Analysen tager dog ikke højde for eventuelle kulturelle forskelle blandt forbrugerne i de enkelte lande.

”Vi vil gerne opfordre forbrugerne til jævnligt at tjekke, om der kan være penge at spare. Måske betaler man i virkeligheden for data, taletid eller tv-kanaler, man slet ikke benytter. Viljen til at skifte udbyder kan i sidste ende bidrage til mere effektiv konkurrence,” siger Mette Rose Skaksen.

På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan forbrugerne få flere råd til, hvordan de tjekker deres abonnement og eventuelt skifter selskab.
Info-grafik:

Top og bund: Servicemarkeder

Top og bund: 5 Servicemarkeder

Læs analysen ”Forbrugerforholdsindeks for 42 danske markeder.” 

Læs pressemeddelelsen om forbrugerforholdsindeks vedrørende el og gas

Link til billede af Mette Rose Skaksen i trykkvalitet 

For yderligere information: Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98

*: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, UK, Italien, Belgien, Holland, Frankrig.

Sidst opdateret: 05. juli 2017

Kunne du bruge siden?