Skip navigation

Store prisforskelle på brilleglas

23. november 2016 - Sidst opdateret: 23. november 2016

Brillebærere kan spare op til knap 50 procent alene på glassene ved at opsøge flere optikere. Det viser et pristjek, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. 

Syv optikere i Silkeborg har haft besøg af den samme 50-årige kvinde, som ønskede at købe nye glas til sine briller. Brilleglassene skulle være med antirefleksbehandling og hærdning. Kvinden fik tilbudt sine glas til vidt forskellige priser. 980 kroner hos den billigste optiker og 1.800 kroner hos den dyreste. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået analyseinstituttet Wilke til at tjekke priser. Kvinden findes i virkeligheden, og hun har været rundt hos optikerne for at indhente tilbud på brilleglas i enkeltstyrke minus 1,5.

Undersøgelsen sammenligner ikke, om der er forskel i optikernes serviceniveau eller glassenes kvalitet. 

Vi har prøvet at sætte os i forbrugerens sted. Som forbruger er det ikke unormalt kun at besøge en enkelt optiker, købe sine glas uden at tjekke, hvad andre optikere kan tilbyde af service, glaskvalitet og pris,” siger Niels C. Beier, vicedirektør i Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, og forsætter:

Vores pristjek viser, at der alene på grund er prisen er god grund til at besøge flere optikere. Der er stor forskel på dyrest og billigst.  Det bedste, forbrugerne kan gøre for sig selv, er derfor at gøre sig klart, hvad de får for pengene hos mere end én optiker, og så vælge derefter.” 

Det kan give god mening at få foretaget en synstest i forbindelse med køb af brilleglas, men det er ikke nødvendigt at få foretaget synstest hos alle de optikere, man besøger. Ifølge sundhedsloven har kunden krav på at få udleveret en kopi af synstesten. Det gælder også, hvis synstesten er gratis. 

Synstesten kan blive en barriere for at indhente flere tilbud. Vi kommer let til at føle os forpligtet til at købe briller hos den optiker, der laver synstesten. Som forbruger er man i altid i sin gode ret til at sige ”tak for tilbuddet” og besøge flere optikere, før man eventuelt vender tilbage,” siger Niels C. Beier.

Wilkes testperson har fået tilbud på et sæt brilleglas i styrke minus 1,5 med antirefleksbehandling og hærdning fra syv optikere i Silkeborg. Priserne er indsamlet i perioden 25. – 27. oktober 2016.

Se pristjekket af brilleglas

Foto af Niels C. Beier i trykkvalitet

Tjekliste, når du vælger optiker:

  • Tilbyder optikeren gratis synstest?
  • Yder optikeren rabat, fx efter alder?
  • Har du en sygeforsikring yder tilskud og hvor meget?
  • Hvad koster en brillelejeaftale eller et brilleabonnement som alternativ?
  • Kan du få rabat gennem din arbejdsplads eller en forening?

For yderligere information: 

Kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 41 71 50 98. 

Kunne du bruge siden?