Skip navigation

Knap halvdelen fravælger bytteræset i juledagene

26. december 2016

46 procent af danskerne har planlagt at stå af bytteræset i juledagene og vente med at bytte gaver til efter nytår. 7 procent kan til gengæld ikke vente, og de vil være at finde i butikkerne allerede 3. juledag. Uanset, hvornår og hvorfor der byttes, så er det en god idé at kende lidt til reglerne. 

Der lå to røremaskiner under juletræet, og sweateren fra kæresten var for lille. Er du en af de mange danskere, som skal bytte julegaver, så kan du undgå skuffelser i bytteriet ved at sætte dig en smule ind i dine rettigheder, før du tager af sted. 

Uanset om du tager ud for at bytte gaver nu, eller om du venter til januar og finder din gave til en lavere udsalgspris, så er det stadig den oprindelige pris, der gælder for din gave. Du skal bare kunne dokumentere, at gaven blev købt for en højere pris, end den sælges for nu. 

”Fysiske butikker er kun forpligtet til at give pengene retur, hvis de har lovet det for eksempel på kvitteringen. Derimod er der altid 14 dages fortrydelsesret på de julegaver, som er købt i en netbutik, så det kan være relevant at finde ud af, hvor tidligt gaven er købt,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels Beier.

Bytteregler er ikke simple. For eksempel findes der fortrydelsesret, returret og bytteret. Fortrydelsesretten gælder ved nethandel og betyder, at køber har ret til at fortryde og få sine penge retur. Returret giver ret til at få pengene retur, og bytteret til at få byttet gaven til noget andet i butikken. 

De fleste fysiske butikker tilbyder retur- eller bytteret. Gør de ikke det, har de kun pligt til at tage varen retur, hvis der er en mangel ved den, og hvis det er tilfældet har de reparationsforsøg. Er du i tvivl, kan du læse meget mere herom på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk.

Tilstanden af varen er også en genganger, når der opstår problemer ved bytteriet. 

”Har du fået et par løbesko, må du selvfølgelig gerne prøve dem, men du må ikke tage ud og løbe en tur i dem og så gå ned i butikken for at bytte dagen efter,” siger Niels Beier.

Analyseinstituttet Wilke har i en undersøgelse udført for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen spurgt 1.009 forbrugere om, hvornår de bytter julegaver. Knap halvdelen af danskerne - 46 procent - svarer i undersøgelsen, at de venter til efter nytår med at bytte julegaver. 7 procent venter at bytte allerede 3. juledag, mens 34 procent svarer inden nytår, men dog tidligst 4. juledag.

Huskeregler om bytteret i butik:

 

  • Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
  • Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
  • Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, emballagen skal ofte følge med varen
  • En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
  • En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
  • Du skal overholde den aftalte frist

Huskeregler om bytteret ved netkøb:

 

  • Fortrydelsesfristen er 14 dage fra levering til køberen, medmindre der er aftalt en længere frist
  • Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil udnytte din fortrydelsesret, herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen i
  • Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
  • Du har selv ansvar for varen, mens du har den og under forsendelsen
  • Varen må kun prøves, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Er den brugt ud over det, skal du selv betale for en eventuel værdiforringelse
  • Pengene for varen vil typisk blive returneret til giverens konto. 

Billetter til sportsbegivenheder, koncerter eller andre arrangementer kan ikke byttes eller fortrydes. På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, er der mere information herom, også hvis gaven er en oplevelsesgave.

Illustration af store byttedag. Må frit benyttes, hvis blot Louise Thrane Jensen krediteres for den 

Foto af Niels Beier i trykkvalitet

Læs mere om forbrug på den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk og lyt til flere gode råd om julegaver på forbrug.dk’s facebook-side.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Sidst opdateret: 26. december 2016

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter