Skip navigation

Det kan være en jungle at købe den rigtige rejse

21. juli 2016 - Sidst opdateret: 21. juli 2016

Budgettet er i snit på 6.923 kroner pr person, når ferierejsen går til udlandet. Med så mange penge på spil gælder det om at finde det helt rigtige rejsemål, når vi planlægger ferien.

Danskerne tog sidste år på 4,6 millioner længere rejser til udlandet, hvor de havde mindst fire overnatninger. Heraf foregik cirka 2,9 millioner af rejserne med fly. Det svarer til 63 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men det kan være lidt af en udfordring at finde den helt rigtige rejse i det enorme udvalg, man møder, når man surfer rundt på nettet. Der findes i dag et hav af bookingportaler og rejsebureauer, hvor man kan købe sin ferie – uanset om man kun skal bruge flybilletter, eller om man vil have en hel pakkerejse med hotel, billeje og udflugter inkluderet.

Det kan være svært at sammenligne de forskellige tilbud, for der er forskel på, hvad der er inkluderet i prisen. Der kan være mange penge at spare ved at se sig godt for og ved at prioritere, hvad man gerne vil have inkluderet i sin billet.

Køber du kun en flybillet, så husk, at hos nogle flyselskaber er fx bagage og nummereret siddeplads inkluderet i prisen. Andre steder skal man betale separat for det. Det samme gælder, hvis du fx skal have surfbræt eller golfudstyr med i flyet.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Niels C. Beier siger:

”Det gælder om at være en aktiv forbruger, når man skal vælge den rejse, man vil købe. For det ene sted ser man kun prisen for selve flyrejsen og skal betale ekstra tillæg for fx bagagen, sædet og maden. Det andet sted er det hele inkluderet. Derfor kan det være en god idé at bruge søgemaskiner til at sammenligne prisen på rejsen.”

Som regel forlanger flyselskaberne også tillæg for ekstra benplads eller for at gøre billetten fleksibel, så du kan ændre navnet eller afgangstidspunktet på den.

Tjek også altid prisen på din flybillet direkte hos flyselskaberne, før du eventuelt køber din billet på en bookingportal eller via et rejsebureau.

Læs flere gode råd om at købe rejser i det nye rejsetema på den offentlige forbrugerportal forbrug.dk.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på tlf. 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?