Skip navigation

De fleste accepterer vilkår for nethandel i blinde

08. december 2016

60 procent af danskerne sætter et flueben i den lille firkant uden at tjekke betingelserne, når de køber varer på nettet. Det kan have konsekvenser for fluebenet har et formål. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Nyt tøj, hundefoder eller kaffe ryger i den virtuelle indkøbskurv på hjemmesiden. Før forbrugeren bliver ledt videre til den krypterede side, hvor han udfylder data om sit betalingskort, skal han krydse af, om han er indforstået med handelsbetingelserne. Her sætter 60 procent uden videre kryds. Kun 30 procent tjekker, hvad der egentlig står, før krydset bliver sat.  

Det betyder, at forbrugeren ikke aner, om der for eksempel er ekstra lang leveringstid, om forretningen tager forbehold for andre ting, som for eksempel at varen er udsolgt, eller om han i værste fald kommer til at tegne abonnement på noget, han slet ikke er interesseret i.

Det er analyseinstituttet Wilke, som har undersøgt danskernes vaner på nettet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

”Handelsbetingelserne kan virke uoverskuelige, så det er lettere bare at sætte et kryds, mens vi krydser fingre for, at vi ikke bliver snydt. Men det kan være risikabelt at håbe det bedste, i stedet for at tjekke, hvad vi egentlig siger ja til,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels Beier.

Det er lovpligtigt for netbutikkerne at oplyse deres handelsbetingelser og at bede forbrugerne godkende, at de kender til dem, når de køber en vare. Der kan stå mange nyttige oplysninger i handelsbetingelserne for eksempel, at butikken forbeholder sig ret til at skifte den vare, du bestilte ud, hvis den ikke er på lager.

”Hvis du ikke tjekker, hvad der står i handelsbetingelserne, så risikerer du for eksempel at få en anden vare, end du regnede med, eller at varen er meget længe undervejs,” siger Niels Beier.

Netbutikkernes handelsbetingelser skal dog være rimelige, siger loven. Så hvis forbrugerne bliver bedt om at skrive under på urimelige vilkår, så gælder det ikke.

De vigtigste punkter, som skal stå i handelsbetingelserne:

  • Varen eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber
  • Den erhvervsdrivendes identitet og adresseoplysninger
  • Pris og oplysning om mulige ekstraudgifter
  • Om der er fortrydelsesret
  • Vilkår og brug af fortrydelsesretten
  • Aftalens varighed

Foto af Niels Beier i trykkvalitet

Illustrationen til "læs handelsbetingelserne" kan frit benyttes, hvis blot I krediterer Louise Thrane Jensen for den.

Læs mere om forbrug og nethandel på den offentlige forbrugerportal

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Sidst opdateret: 08. december 2016

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter