Skip navigation

Bedre overblik kan give billigere strøm

16. marts 2016

Nye regler på elmarkedet betyder, at forbrugerne fremover får lettere ved at overskue deres elregning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer forbrugerne til at give elaftalen et tjek, når regningen kommer.

Når du fremover kigger i din postkasse, vil du kun finde én elregning. Hidtil har mange danskere ellers fået to regninger. En fra deres elselskab og en fra det netselskab, der står for at transportere strømmen.

Men nye regler på elmarkedet betyder, at forbrugerne fra den 1. april kun skal betale én samlet regning fra elselskabet, der dækker både forbrug og transport.

”Med de nye regler kan forbrugerne lettere overskue, hvad de betaler for deres el, fordi de kun får en regning. Det forbedrer deres muligheder for at sammenligne med andre tilbud på markedet og opnå den bedste elaftale til prisen,” siger Niels C. Beier, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen råder forbrugerne til at udnytte de nye muligheder på elmarkedet til at give deres aftale et gennemsyn.

”Vi anbefaler, at forbrugerne udnytter de nye vilkår på markedet som en anledning til at give deres elaftale et tjek. Der kan være penge at spare, og det kræver ikke mange minutter, men blot nogle få klik på nettet,” siger Niels C. Beier.

I Danmark har forbrugerne siden 2003 frit og gratis kunnet vælge elselskab. På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan forbrugerne se, hvordan de trin for trin skifter elselskab. De kan også læse mere om, hvad de nye regler indebærer.

Sådan skifter du elselskab:

  • Afklar, hvilken type aftale du ønsker du
  • Skab dig et overblik over, hvilke selskaber der leverer el i dit område
  • Sammenlign produktpriser og betingelser hos de forskellige selskaber. Fra den 1. april kan du bruge elpris.dk, som er en offentlig portal, der viser produkter og priser på elmarkedet. Frem til og med den 31. marts kan du tjekke priser og produkter på elpristavlen.dk
  • Vælg det tilbud, som passer dig bedst
  • Tilmeld dig online hos det nye selskab eller kontakt kundeservice telefonisk. Dit tidligere selskab vil automatisk få besked om dit skifte

For yderligere information:

Kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 41 71 50 98

Sidst opdateret: 16. marts 2016

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter