Skip navigation

Krise i Grækenland kan påvirke din rejse

03. juli 2015

Turen går til Grækenland – eller gør den? Økonomisk ustabilitet truer det græske samfund og dermed også de 200.000 danskere, der har bestilt sommerferie, og de mange danskere der allerede er i landet. Men hvad gør du, hvis du ikke kan flyve til/fra lufthavnen på din græske feriedestination?

Grækerne kan på søndag stemme nej tak til en international gældsaftale. Afstemningen kan også få betydning for de danskere, der har Grækenland som feriemål denne sommer. Det er ikke usandsynligt, at et nej vil betyde strejker, der kan berøre eksempelvis flytrafikken til og fra Grækenland.

Men hvad gør du, hvis din rejse til Grækenland er bestilt, og du ikke kan komme af sted? Eller hvis du allerede er i Grækenland og ikke kan komme hjem igen?

Hvis din rejse fra Danmark bliver aflyst

Hvis lufthavnen i Grækenland er lukket, og dit fly fra Danmark af den grund bliver aflyst, så har du ret til at få flybilletten refunderet.

”Du har som udgangspunkt ret til at komme af sted på rejsen. Kan det ikke lade sig gøre, har du ret til at få dine penge tilbage,” siger Lars Arent, der er leder af Forbruger Europa. Forbruger Europa er et netværk, der vejleder forbrugerne om deres rettigheder og hjælper, når der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land.

Lars Arent forklarer, at flypassagerer sandsynligvis ikke har ret til kompensation, da flyaflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder.

Du kan naturligvis godt stå i Kastrup uden fly, men med hotelreservation. Chefkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Henrik Lundgaard Sedenmark siger:

”Har du selv bestilt hotellet, så er der ikke meget at gøre. Du har ingen lovbestemt fortrydelsesret på din hotelbooking, selvom du uforskyldt bliver forhindret i at nå frem.”

Hvis du er blandt hovedparten af de rejsende til Grækenland, som har købt en charterrejse gennem et bureau, så er du bedre stillet. Når du har købt en pakkerejse, altså en samlet rejse med hotel og rejse, så har du ret til at få pengene tilbage eller deltage i en anden pakkerejse, det er dit eget valg, hvis rejsearrangøren uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Man kan i nogle tilfælde afbestille en pakkerejse, mod at betale et passende vederlag – hvis man fx er utryg ved at rejse. Det gælder ikke for rene flybilletter.

Hvis du ikke kan komme hjem fra Grækenland

Bliver flyvninger til og fra de græske lufthavne ustabile, mens du er på ferie, så skal den du har købt billetten af også hjælpe dig. Kan det ikke lade sig gøre at flyve hjem som planlagt, fx fordi lufthavnen er lukket, skal rejseselskabet sørge for forplejning og eventuelt overnatning til dig, indtil det er muligt at rejse hjem.

”Den du har købt rejsen af har pligt til at hjælpe dig, hvis du ikke kan komme hjem med den planlagte afgang. De skal sørge for passende indkvartering, forplejning og hurtigst mulig hjemtransport,” siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Er din sommerferie til Grækenland endnu ikke bestilt, så tænk dig godt om og følg med i, om situationen ændrer sig til det værre.

”Rejsen kan være billig, men du risikerer ikke at kunne komme af sted.”

3 gode råd

  • Henvend dig straks til din rejsearrangør, måske kan de hjælpe dig videre. Følg gerne din henvendelse op med en e-mail, så du har jeres aftale på skrift.
  • Tjek din rejseforsikring, og undersøg om den dækker dit tab. Hvis du har betalt med internationalt kreditkort, har du måske forsikring derigennem, som giver dig mulighed for at få godtgjort beløbet.
  • Er din flyafgang blevet aflyst, og er det ikke er muligt at finde en løsning med din rejsearrangør, så kan du kontakte Forbruger Europa eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kontakt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat, tlf. 4171 5098

Sidst opdateret: 03. juli 2015

Kunne du bruge siden?