Skip navigation

Har du styr på, om julegaven kan byttes?

26. december 2015

Lå der flere ens gaver til dig under årets juletræ? Hvis en af gaverne skal byttes, kan det være afgørende, om den er købt i en butik eller på nettet.

Gaven fra mormor pakkes ud med stor forventning. Men for tredje gang denne juleaften indeholder pakken en blender! To af dem skal altså byttes efter jul. Men kan de overhovedet det?

Det er ikke ligegyldigt, om blenderen er købt i en fysisk butik eller på nettet.

Gaven er købt i en butik

Den ene blender er købt hos en isenkræmmer, så der tager du varen med ned og hvad så?

”Fysiske butikker kan selv vælge, om de vil tilbyde deres kunder pengene tilbage eller et gavekort til noget andet i butikken, eller om de slet ikke vil tilbyde noget. Dine muligheder afhænger altså af, hvad den enkelte butik har besluttet. Og husk så vidt muligt at tage bonen med ned i butikken,” siger Niels C. Beier, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Gaven er købt på nettet

Den anden blender er købt på nettet, og der gælder andre regler.

”På nettet har du altid 14 dages fortrydelsesret, så der må giveren hjælpe dig med at komme i kontakt med netbutikken, hvor varen er købt. Vær opmærksom på, om pengene returneres til giveren,” siger Niels C. Beier.

Vær forsigtig med at prøve varen for meget af, før du returnerer den, for netbutikken kan fratrække en del af købsprisen, hvis varens værdi er forringet.

”Når du står med gaven i hånden, så tænk dig om, før du begynder at bruge den. Du må gerne prøve, om løbetøjet passer, men løb ikke en tur i det. Og prøv ikke blenderen af i køkkenet,” siger Niels C. Beier.

For yderligere information:

Kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på tlf. 4171 5098

Sådan er bytte- og returreglerne:

Der gælder forskellige regler for at bytte eller returnere gaven afhængig af, om din gave er købt i en butik eller på nettet.

Butikskøb:

  • Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
  • Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
  • Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må som udgangspunkt ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
  • En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
  • En returret giver dig ret til at få varens købspris udbetalt
  • Du skal overholde den aftalte frist

Netkøb:

  • Fortrydelsesfristen er 14 dage fra den dag, du modtager varen, medmindre der er aftalt en længere frist
  • Du skal inden for fristen meddele sælgeren klart og tydeligt, at du vil udnytte din fortrydelsesret. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen i
  • Du skal selv betale returportoen
  • Du har selv ansvar for varen, mens du har den og under forsendelsen
  • Varen må kun prøves, som du kan gøre det i en butik, hvis du vil have alle pengene retur. Vær opmærksom på, at netbutikken kan afvise at give dig den fulde pris retur, hvis varen er brugt og dermed er forringet i værdi
  • Pengene for varen vil typisk blive returneret til giverens konto

Kilde: forbrug.dk

Sidst opdateret: 26. december 2015

Kunne du bruge siden?


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter