Skip navigation

Din ret ved flystrejke er en kompliceret affære

04. marts 2015

Norwegians kunder har ikke nødvendigvis samme rettigheder som SAS-kunder, når strejker aflyser flyrejser. Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, vejleder flypassagerer om deres rettigheder.

En strejke er ikke bare en strejke, når det kommer til passagernes rettigheder og muligheder for at få dækket deres tab.

Før det kan afgøres, hvordan passageren er stillet, er der mange spørgsmål, som skal besvares:

  • Hvad har flyselskabet eller rejsebureauet præcis tilbudt sine passagerer efter strejken er indtrådt? 
  • Er der tale om udrejse eller hjemrejse? 
  • Er der alene købt en flybillet, eller er det en pakkerejse?
  • Betyder strejken, at passageren er væsentlig forsinket ved ankomst?
  • Er fem timer en væsentlig forsinkelse, hvis passageren skulle på weekendtur til London?
  • Og er fem timer en væsentlig forsinkelse, hvis passageren skulle tre måneder til Sydamerika?

”Hovedreglen er, at udrejsende har krav på at komme af sted snarest muligt. Hvis ikke de kan komme afsted inden for rimelig tid, kan de få pengene for billetten retur. For hjemrejsende har det selskab, rejsen er købt hos, pligt til at få passagererne hjem inden for rimelig tid,” siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Camilla Hesselby.

Har flyselskabet eller rejsebureauet ikke haft mulighed for at forberede sig på en strejke, vil den ofte høre under reglerne om force majeure. Det vil sige situationer, som selskabet ikke selv er herre over, og hvor de derfor ikke er erstatningsansvarlige for passagerernes ekstraomkostninger til fx køb af flybilletter hos et andet selskab.

Har flyselskabet eller rejsebureauet omvendt haft mulighed for at forberede sig på en strejke og ikke - i tilstrækkelig grad - sørget for at imødegå forsinkelsen, vil det kunne medføre erstatningsansvar for udgifter til fx hotel eller køb af ny flybillet.

”Jo længere tid flyselskabet eller rejsebureauet har haft til at forberede sig på en strejke og eventuelle aflysninger, des større krav vil der som udgangspunkt være til, at selskabet har taget alle rimelige forholdsregler i forhold til de rejsende,” siger Camilla Hesselby.

Transport med fly er ofte et internationalt anliggende, og derfor er området dækket af både nationale, regionale og internationale regler. Præcis hvilke regler, der gælder, vil typisk afhænge af destinationen, flyselskabets nationalitet og den helt konkrete situation.

Uanset årsagen til forsinkelsen eller aflysningen er det bedste sted at begynde altid hos det flyselskab eller rejsebureau, som har solgt billetten. I langt de fleste tilfælde fører det til en løsning, som både selskab og passagerer er tilfredse med.

Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, har samlet de vigtigste informationer til rejsende, som rammes af flystrejke. Ud over gode råd og oplysninger om rettigheder og klagemuligheder, er der udarbejdet en grafik med et overblik over de væsentligste rettigheder.

For yderligere information kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.

Læs forbrug.dk’s artikel om flystrejke

Se grafikker med overblik over passagerernes rettigheder: "Din ret ved flystrejke - hjemrejsen" og "Din ret ved flystrejke - udrejsen" (De kan frit gengives uredigeret og med angivelse af kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.)

Se filmen ”Rettigheder på rejsen”, som omhandler flypassagerers rettigheder generelt, og ikke kun i tilfælde af flystrejke. (Den kan frit gengives uredigeret og med angivelse af kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Se filmen ”Få styr på bagagen” om rettigheder ift bagage med fly. (Den kan frit gengives uredigeret og med angivelse af kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Sidst opdateret: 04. marts 2015

Kunne du bruge siden?