Skip navigation

Hvornår må du opkræve et undersøgelsesgebyr?

Sidst opdateret:

Nogle erhvervsdrivende opkræver et undersøgelsesgebyr for at have undersøgt varen, hvis det viser sig, at det, der klages over, ikke er en mangel efter købeloven.

Hvis du opkræver et undersøgelsesgebyr, skal en række betingelser være opfyldt:

  • Kunden skal før undersøgelsen udtrykkeligt være gjort opmærksom på gebyret og dets størrelse. Det er fx ikke tilstrækkeligt, at det fremgår af din hjemmeside 
  • Kunden skal have accepteret evt. at skulle betale 
  • Der må ikke være en mangel, som er omfattet af købelovens regler 
  • Gebyret må ikke være urimeligt stort

Det er dig som erhvervsdrivende, der skal bevise, at alle betingelser for at opkræve et undersøgelsesgebyr er opfyldt.

Du bør ikke opkræve et gebyr, hvis der er givet en garanti på varen.

Et godt råd:

Hvis du opkræver et undersøgelsesgebyr, er det en god idé, at du lader kunden skrive under på, at han har modtaget oplysningerne om gebyret, allerede da varen blev indleveret til reparation.

Hvis kunden nægter at betale undersøgelsesgebyret

Hvis kunden ikke vil acceptere muligvis at skulle betale et gebyr for undersøgelsen, og du så ikke vil undersøge varen, svarer det til, at du har afvist klagen.

Hvis kunden går videre med sagen, fx til Forbrugerklagenævnet, og en undersøgelse her viser, at klagen var berettiget, kan du miste din ret til at reparere eller ombytte varen. Det kan så betyde, at kunden har ret til at hæve købet.

Du bør derfor nøje overveje, om du vil opkræve gebyret, hvis der ikke er noget, der tyder på, at skaden efter al sandsynlighed er selvforskyldt.

Kunne du bruge siden?