Skip navigation

Reparationsforsøg og "rimelig tid"

Sidst opdateret:

Det er en forudsætning, at varen bliver bragt i orden inden for rimelig tid, efter kunden har klaget. Tager det lang tid at reparere, må du i stedet ombytte varen.

Tager det også lang tid at ombytte varen, kan kunden forlange at få sine penge tilbage.

Hvad er rimelig tid?

Hvor hurtigt det skal gå, afhænger af, hvilken vare der er tale om, og hvad der er galt med den. Hvis varen er vanskelig at undvære for kunden, er rimelig tid måske kun op til nogle få uger. Specielt hvis det er en simpel fejl, der nemt kan ordnes, skal det gå lidt hurtigt.

Hvis der derimod er tale om en teknisk kompliceret fejl, som er svær at finde, eller en periodisk fejl, har du lidt længere tid.

Den tid, du eventuelt bruger på at sende varen til din leverandør, skal regnes med i den samlede tid.

Et måske to reparationsforsøg

Med i vurderingen af, hvad der er "rimelig tid", hører også, hvor mange gange du må prøve at reparere den samme fejl. Udgangspunktet er, at du har ét forsøg. Hvis det ikke lykkes at lave en holdbar reparation, kan kunden i stedet kræve ombytning eller ophævelse af købet.

Hvis der er tale om en kompliceret fejl, der er vanskelig at afhjælpe, kan du i visse tilfælde prøve at reparere to gange.

Hvis fejlen er yderst vanskelig at finde, fx fordi den kun sjældent viser sig, og det er dyrt for dig at ombytte, kan du undtagelsesvis få flere forsøg.

Hvis du har brugt meget lang tid på at reparere varen i første forsøg, kan du miste retten til at prøve igen eller til at ombytte. Her må kunden have pengene tilbage.

Hvis du ikke kan reparere inden for rimelig tid, kan kunden i stedet forlange at hæve købet.

Lånegenstand

Du kan 'købe' dig til lidt ekstra tid, hvis du låner kunden en anden vare, mens du reparerer. Kunden skal have lånegenstanden meget tidligt i forløbet. Du kan altså ikke først lade tiden gå, og derefter, når kunden er berettiget til at hæve købe, få en længere frist ved at udlevere en lånegenstand. Lånegenstanden skal i det store og hele kunne det samme som kundens egen vare.

Kunne du bruge siden?