Fortrydelsesret ved køb i butik

Sidst opdateret:

Ved salg fra en fysisk butik er det frivilligt, om du vil tilbyde fortrydelsesret, og du kan i vid udstrækning selv bestemme, hvilke regler der skal gælde for den.

Returret

Hvis du tilbyder en returret, skal kunden have sine penge tilbage. Kunden skal have det beløb tilbage, der oprindeligt er betalt for varen også selvom varen efterfølgende er sat ned i pris.

Ombytningsret

Hvis du tilbyder en ombytningsret, kan kunden vælge andre varer i butikken. Kunden skal kunne købe andre varer for det beløb, der oprindeligt er betalt for varen. Du har også mulighed for at tilbyde kunden et tilgodebevis.

Regler for at udnytte fortrydelsesretten

Hvis du opstiller særlige regler for at udnytte fortrydelsesretten, skal kunden oplyses tydeligt om det inden købet. Det kan fx være:

  • At varen skal returneres i originalemballage
  • At mærker og lignende ikke er fjernet fra varen
  • At plomberinger er ubrudte 
  • At varen returneres inden for en bestemt frist

Det er en forudsætning, at varen ved tilbageleveringen fremstår ubrugt og ubeskadiget, så den kan sælges igen som ny.

Bevis for fortrydelsesret

Det er kunden, der skal bevise, at varen er købt i din butik, hvornår den er købt, og hvad den har kostet. Kunden skal også bevise, at du har lovet en fortrydelsesret. Du skal derimod bevise, hvis du har opstillet særlige regler for fortrydelsesretten, og at kunden er blevet oplyst om disse regler.

Et godt råd

Hvis du tilbyder dine kunder en fortrydelsesret, så beskriv dine vilkår klart og tydeligt, så undgår du nemmest problemer. Specielt hvis du stiller strengere krav, end de fleste kunder vil forvente.

Oplysning om fortrydelsesretten

Du kan oplyse om fortrydelsesretten på skilte i butikken eller på bonen. Hvis du normalt tilbyder en fortrydelsesret, men den ikke gælder alle varer, skal du oplyse det på den samme måde. Hvis fortrydelsesretten fx ikke gælder for udsalgsvarer eller 2. sorteringsvarer, skal det også fremgå af skiltene eller bonen.

Bortfald af fortrydelsesret

Hvis fortrydelsesretten ikke gælder for varer, der er blevet ændret eller rettet til efter kundens ønsker, er det ekstra vigtigt, at du gør kunden opmærksom på det inden købet.

Hvis kunden nægter at modtage en bestilt vare

Både du og kunden bliver bundet, når I indgår en aftale om et køb. En bestilling af en vare, du fx skal bestille hjem, er altså en aftale om køb. Det er ikke afgørende, hvornår betalingen sker, eller hvornår kunden får leveret varen. Det behøver altså ikke ske samtidig med, at aftalen bliver indgået.

Hvis du ikke har tilbudt en fortrydelsesret, er kunden altså bundet af købet allerede ved bestillingen. Hvis kunden har bestilt en vare og senere nægter at afhente og betale den, kan du kræve betaling for det tab, du har i den anledning. Det kan fx være, at du må sætte prisen ned for at få varen solgt, eller har udgifter til returnering. Du kan ikke på forhånd fastsætte et fast beløb, som du skal have, hvis kunden uberettiget annullerer handlen, hvis ikke beløbet præcist dækker tabet.

Det kan være en god ide at opkræve et rimeligt depositum, der kan dække disse udgifter, allerede når kunden bestiller varen.

Andre regler for e-handel

Hvis du sælger varer på nettet eller via postordre, skal du være opmærksom på, at der ved denne type salg gælder andre regler for fortrydelse. Her har kunden normalt 14 dages fortrydelsesret, der løber fra leveringsdagen.

Læs om kundens rettigheder ved e-handel

Kunne du bruge siden?