Skip navigation

Afslag i prisen

Sidst opdateret:

Afslag i prisen kommer typisk på tale ved mindre mangler, der ikke har betydning for varens funktion eller levetid, men fx kun har kosmetisk betydning.

Afslag kan også gives, når der viser sig en mangel på en meget slidt vare. Hvis varen er tæt på at være slidt op eller ødelagt, når fejlen viser sig, kan kunden normalt ikke hæve købet. Hvis der faktisk er tale om en mangel, kan du i stedet give et passende afslag i købesummen. Det kan fx være et par sko, der næsten er slidt op, som går op i syningen tæt på udløbet af reklamationsfristen. Her kan kunden få et afslag.

Hvis kunden først efter lang tids brug opdager, at varen mangler en mindre væsentlig funktion, kan det også ofte ordnes med et afslag.

Endelig kan kunden selv ønske et afslag i stedet for at hæve købet, hvis det ikke er muligt hverken at reparere eller ombytte.

Rent bagatelagtige fejl vil ikke være mangler efter købeloven og giver derfor ikke kunden ret til et afslag. Det kan fx være en lille vævefejl på bagsiden af en hynde.

Afslagets størrelse

Det er svært at fastsætte, hvor stort afslaget skal være, men det skal som tommelfingerregel svare til, hvad det vil koste for forbrugeren at få varen repareret.

Hvis manglen ikke er egentlig værdiforringende, hvis varen fx har en forkert farve, må du skønne, hvad afslaget skal være, hvis kunden i øvrigt i den situation er tilfreds med et afslag.

Kunne du bruge siden?