Købeloven giver dig en række rettigheder, når du køber briller og kontaktlinser. Du har fx altid to års reklamationsret på fejl, hvis fejlen eller årsagen til fejlen var til stede på leveringstidspunktet. Også selvom fejlen først viser sig senere. Det kan fx være, at farven skaller af brillestellet, når brillerne er halvandet år gamle.
Viser der sig en fejl, der er omfattet af købelovens regler, har du krav på at få fejlen rettet. Det kan enten ske ved, at optikeren reparerer fejlen uden beregning eller ombytter brillerne eller kontaktlinserne til nogle nye. Får du ikke løst problemet inden for en rimelig tid, har du krav på at få pengene tilbage.
Er du blevet lovet en garanti, vil garantien ikke erstatte reklamationsretten, men løbe samtidig med reklamationsretten.
Typiske fejl ved briller og kontaktlinser
Det er ikke alle problemer med briller og kontaktlinser, der giver dig rettigheder efter købeloven. Her kan du se eksempler på fejl, som andre har klaget over, og vurdere din egen sag.
+ Betyder, at fejlen normalt vil blive anset for at være en mangel (en materiale- eller fabrikationsfejl). Du kan måske få ret i klagen.
- Betyder, at fejlen som regel skyldes brug eller andet, som ikke er dækket af købeloven. Så får du normalt ikke ret i klagen.
Fejl ved brillestellet
+ Brillestellet knækker uden, at det har lidt overlast
+ Farven skaller af
+ Brillestangen falder af, fordi skruen går løs
- Brillestellet knækker, fordi det har lidt overlast
- Brillerne klemmer over næsen eller bag ørene
Fejl ved glassene
+ Glassene har en forkert styrke
+ Glassenes antirefleksbehandling krakelerer
+ Glassene falder ud, fordi de ikke passer til stellet
- Glassene revner, fordi du har fx tabt brillerne eller lignende
- Du kan ikke vænne dig til briller med flerstyrkeglas (glidende overgang)
Fejl ved kontaktlinser
+ Linserne har forkert styrke
- Du kan ikke vænne dig til at bruge kontaktlinser