Skip navigation

Shopping på rejsen

Sidst opdateret:

Når du handler på en rejse i udlandet, er der mange ting, du skal tage hensyn til. Undersøg fx varen grundigt, før du køber. Det kan være besværligt senere at klage.

Når du handler på en rejse i udlandet, er der mange ting, du skal tage hensyn til. Især de følgende tre gode råd er værd at huske på:

  • Undersøg varen grundigt for fejl og mangler inden købet
  • Køb dine varer i en etableret forretning, og få kvittering eller bon for købet
  • Tjek, om varen kan repareres i Danmark uden omkostninger, hvis den er defekt eller går i stykker. Få det skriftligt, inden du køber varen

Hvis noget går galt efter købet, er det lovgivningen i det land, du handler i, der regulerer, hvilke rettigheder du har. Det er normalt den udenlandske sælger, du skal klage til, hvis der opstår problemer med varen efter købet. Det er klagenævn og domstole i sælgers land, der er kompetente til at behandle sagen.

Er du i tvivl om dine rettigheder ved handel i andre EU-lande? Eller får du problemer i forhold til et køb, du har foretaget i et andet EU-land, Norge eller Island? Så kan du få hjælp på forbrugereuropa.dk. Forbruger Europa er en del af et europæisk netværk af forbrugercentre, der hjælper forbrugere ved køb over grænserne i EU.

Er det en kopivare?

Der gælder ikke fælles europæiske eller internationale regler for kopivarer. Som turist skal du overholde reglerne i det land, du besøger. 

Læs mere om reglerne på jegvælgerægte.dk.

Souvenirs

På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du finde en liste med eksempler på truede dyr og planter, der er beskyttet af Washingtonkonventionen – CITES. CITES har til formål at kontrollere den internationale handel med truede arter.

Hvis du bringer dyr, planter eller produkter fra listen med hjem fra ferie, risikerer du at få varen konfiskeret og få en bøde oveni.

Ud over levende dyr og planter drejer det sig fx også om døde og udstoppede dyr, konkylier, koraller, stødtænder, pelse og fjer.

Der er desuden plantesundhedsregler, der skal sikre, at der ikke indslæbes planteskadegørere med planter.

Læs mere hos Landbrugsstyrelsen

Falder du for et eller andet ud i verden, så undersøg:

  • om det er omfattet af Washington-konventionen
  • om det overhovedet ikke må handles, eller
  • om det kan indføres med en særlig tilladelse.

Hvis du har brug for yderligere information, kan du kontakte Miljøstyrelsens sektion for CITES på telefon 72 54 24 23 eller pr. e-mail mst@mst.dk.

Hvis du har brug for yderligere information om reglerne for indførsel af levende planter, skal du kontakte Landbrugsstyrelsen på telefon 33 95 80 00 eller pr. e-mail planter@lbst.dk.


 brev1Få ny viden om forbrugerområdet
 - tilmeld dig vores nyhedsbrev

Facebook Gør som mere end 16.000 danskere
 - følg os på Facebook

Twitter
 Få aktuelle tips, råd og nyheder
 - deltag i debatten på Twitter

hammerSe afgørelser fra Forbrugerklagenævnet

Kunne du bruge siden?