Skip navigation

Mobilen med på rejsen

Sidst opdateret:

Tager du din mobiltelefon med på ferien i udlandet, skal du være opmærksom på, at det ofte er dyrere at bruge den der. Læs mere om, hvad det koster her.

Når du ringer, sms’er eller går på nettet i et andet EU-land, betaler du den samme takst som derhjemme, så længe der er tale om et midlertidigt ophold.

Rejser du ofte til et bestemt land, så tjek, om dit mobilabonnement dækker i netop det land. Vurdér, hvor ofte du bruger mobilen i udlandet, og hvilken type abonnement det bedst kan betale sig for dig at tegne.

Se en oversigt over EU-landene her.

Læs mere om mobilpriser i udlandet på Energistyrelsens hjemmeside

Se også Energistyrelsens gode råd, når du tager din mobil med til udlandet – både til et EU-land og uden for EU.

Tjek også, om dit mobilselskab har fordelagtige tilbud til rejsende.

Wi-fi på rejsen

Hvis du gerne vil gå på trådløst net med din mobiltelefon eller tablet på ferien, kan du spare på dataforbruget ved at koble dig på en wi-fi-forbindelse.

Mange steder findes der såkaldte hotspots, hvor du kan oprette forbindelse til trådløst net gennem en wi-fi-forbindelse. Du skal dog være opmærksom på, at mange af disse gratis netværk ikke er krypterede, og at din gøren og laden på nettet derfor kan overvåges af andre.

Hvis du vil have en sikker Wi-fi forbindelse, skal du bruge en krypteret forbindelse. Mange restauranter, hoteller og ferieboliger har krypterede netværk. Du skal sikre dig, at du logger på det rette netværk, der skal være markeret med en låst hængelås.

Skal du på netbank eller købe varer på nettet, er det ekstra vigtigt at være på en sikker forbindelse, så fremmede ikke har adgang til dine personoplysninger.

Pas på dyre mobilopkald på færgen

Når du går om bord på en færge i Danmark, der sejler til udlandet, vil det normalt være sådan, at du i displayet kan se navnet på dit teleselskab.

Når færgen kommer væk fra land, vil der muligvis ikke være dækning, før færgen igen nærmer sig land, og der igen er dækning fra land.

Sådan er det dog ikke altid. Hvis din mobiltelefon fanger signalet fra færgens netværk, så ringer du via dette net til en minuttakst, der er meget høj. Og det er vel at mærke både, når du selv ringer op, og når du modtager et opkald.

Kig derfor i displayet, om du er på dit eget teleselskabs net, eller om du har fanget færgens netværk (satellit-forbindelse). Har du fanget færgens netværk, så er minuttaksten nemlig meget højere.

Sådan undgår du en chokregning:

  1. Slå mobilsvareren fra
  2. Hvis du ikke skal bruge mobilen ombord, så sluk for den, inden du tager afsted
  3. Hvis du ikke slukker mobilen, så tjek, om du er på dit teleselskabs net, inden du ringer
  4. Besvar kun opkald, hvis du er på dit teleselskabs net
  5. Husk at tænde telefonen, når du er hjemme igen

Læs mere om en brug af mobiltelefoner på færger hos Energistyrelsen.

Brug af emojis på rejser i udlandet:

Vær opmærksom på, at det kan blive en dyr fornøjelse at bruge emojis i SMS'er - især ved rejser uden for EU.

  • Som hovedregel er der 160 tegn i en SMS. Overstiger beskeden 160 tegn, bliver den delt op i flere SMS’er
  • Emojis kan fylde mange tegn. Antallet afhænger af, hvilken emoji du bruger, og hvilken mobiltelefon du sender fra
  • Nogle mobiltelefoner har en tæller, så du kan se, hvor mange tegn du bruger. Det gælder dog ikke alle modeller

Er din mobiltelefon blevet stjålet?

Du skal hurtigst muligt kontakte dit teleselskab og få spærret dit nummer, hvis din mobiltelefon bliver stjålet.

Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis din mobiltelefon bliver stjålet.


nyhedsbrevFå ny viden om forbrugerområdet
- tilmeld dig vores nyhedsbrev

FacebookGør som mere end 16.000 danskere
- følg os på Facebook

TwitterFå aktuelle tips, råd og nyheder
- deltag i debatten på Twitter

Kunne du bruge siden?