Artikel - 15. juni 2018


Du har fundet din drømmeseng på en ferie i Australien og vil have den fragtet hjem til Danmark. Men det kan blive dyrt. Få råd om fragt over landegrænser her.

Inden du vælger det fragtfirma, som skal fragte godset, er det en god idé at søge informationer. Undersøg for eksempel:

  • I hvilket land fragtfirmaet hører hjemme
  • Om der er andre, som har erfaringer med at handle med fragtfirmaet
  • Hvilken pris fragtfirmaet tager for ydelsen
  • Hvilke ydelser der indgår i aftalen med fragtfirmaet

Er der tale om en dør-til-dør-aftale?

Når du har besluttet dig for at indgå aftale med et bestemt fragtfirma, så få aftalen på skrift. Vær særligt opmærksom på, om der er tale om en dør-til-dør-aftale, eller om du skal afhente godset på et opsamlingssted.

Skal du hente godset på en fordelingscentral, risikerer du, at det bliver dyrere for dig end den pris, der står i kontrakten. Du skal måske betale merudgifter såsom:

  • Omkostninger til fortoldning og udlevering af godset
  • Terminalgebyrer
  • Omkostninger til fragt fra kajplads til terminal, hvor godset placeres
  • Pladsleje

Det er derfor en god idé at få lavet en dør-til-dør-aftale med en samlet pris. På den måde undgår du, at der bliver lagt uforudsete udgifter oven i prisen.

Et eller flere fragtfirmaer?

Undersøg også, om du indgår aftalen med et eller flere fragtfirmaer. Det kan have betydning for, hvor du skal rette et eventuelt erstatningskrav. Vil du være sikker på at få fuld erstatning, hvis dit gods går i stykker eller forsvinder under transporten, er det en god idé at forsikre det.

Få et fragtbrev

Når du indgår en aftale med et fragtfirma, skal der laves et dokument (et fragtbrev), der indeholder de vigtigste oplysninger om fragten. 

Dokumentet skal blandt andet indeholde:

  • Afsenderens og modtagerens navn og adresse
  • Fragtfirmaets navn og adresse
  • Sted og dato for godsets overtagelse, og hvor det skal leveres til
  • Hvilket gods der er tale om, og hvordan det er pakket ind
  • Hvor mange stykker gods der er tale om
  • Godsets mængde for eksempel i bruttovægt
  • Omkostninger i forbindelse med fragten af godset, for eksempel told

I særlige tilfælde kan der være en række andre forhold, som er værd at notere i dokumentet. For eksempel om der er forbud mod at omlæsse godset, en eventuel tidsfrist for leveringen mm.

Toldafgifter

Du kan blive pålagt forskellige toldafgifter afhængigt af, om godset bliver fragtet til Danmark fra et land inden for EU eller uden for EU.

Du kan læse mere om reglerne for told og afgifter på skat.dk.

Skal du flytte over landegrænser?

Skal du flytte, er det en god idé at lave en pakkeliste, hvori alle elementerne i flyttegodset står nedskrevet. Få fragtfirmaet til at skrive under på pakkelisten.

Har du en pakkeliste, er det nemmere for dig at dokumentere, hvis noget efterfølgende mangler. Det kan også være en god idé at tage billeder af det gods, der skal fragtes.

Skal du flytte fra et land uden for EU og til Danmark, skal du ikke betale told af dine personlige ejendele. Du skal dog opfylde en række betingelser for at blive fri for at betale told. For eksempel skal du have boet uden for EU i mindst 12 sammenhængende måneder.

Du kan læse mere om reglerne for flyttegods på skat.dk.

Find flere gode råd om flytning.

Hvor kan du klage?

Er dit gods blevet ødelagt under fragten, skal du først henvende dig til fragtfirmaet. Ved synlige skader skal du straks klage. Ellers skal du klage inden for 7 dage, efter at du har fået udleveret godset.

Kontakt fragtfirmaet skriftligt, og gem brevet eller mailen som dokumentation for din klage.

Nægter fragtfirmaet at være skyld i skaden, og er du uenig i det, kan du eventuelt gå til et klagenævn med din sag. Hvilke regler der gælder, og hvor du skal rette din klage, afhænger af flere forhold, for eksempel:

  • Hvilket land firmaet hører hjemme i
  • Hvor firmaet overtog godset
  • Hvilket land godset blev fragtet til

I Danmark kan du henvende dig til og muligvis få hjælp hos Center for Klageløsning, hvis der opstår problemer med en fragt fra udlandet.

Læs mere om, hvordan du kan klage til Center for Klageløsning

Rejsegods og erstatning

Opstår der problemer med dit gods under fragten, kan du muligvis kræve erstatning. Fragtfirmaet er ansvarligt for skader på godset, der indtræffer, mens godset er i dets varevægt.

Fragtfirmaet er desuden ansvarligt for gods, der bliver forsinket eller forsvinder under fragten.

I en række tilfælde er fragtfirmaet ikke ansvarligt for bortkommet eller beskadiget gods. Fx hvis det kan påvise, at skaden skyldes, at indpakningen af godset er mangelfuld.

Selvom fragtfirmaet har taget forbehold for uemballeret gods, er det ikke altid fritaget for ansvar. Blandt andet er det ansvarligt, hvis det ikke har behandlet godset forsigtigt nok, eller hvis skaden er sket, selvom godset var forsvarligt emballeret.

Dine muligheder for erstatning

CMR-loven (Carriage of Goods by Road) dækker alle former for international fragt med landtransport. Loven dækker ikke flyttetransport. Du har ifølge CMR-loven følgende muligheder for at få erstatning:

  • Forsvinder dit gods under fragten, kan du maksimalt få 8,33 SDR* i erstatning per kg. Se kursen for SDR på Nationalbankens hjemmeside.
  • Bliver godset skadet under fragten, skal firmaet betale en erstatning, der svarer til det beløb, godset har tabt i værdi. Erstatningen kan dog ikke overstige 8,33 SDR* per kg. Se kursen for SDR på Nationalbankens hjemmeside.
  • Er der sket skade, fordi godset er forsinket, skal firmaet betale en erstatning. Erstatningen kan ikke overskride det beløb, du har betalt for fragten.

Andre transportformer

Der gælder andre erstatningsregler ved søtransport og lufttransport.

Er der brugt flere transportformer til fragten af dit gods, afhænger dine muligheder for erstatning af, hvor dit gods befandt sig på tidspunktet for skaden.

Hvis godset ligger i en lastvogn og bliver beskadiget under en sejlads, gælder CMR-lovens regler stadigvæk.

Bliver dit gods forsinket, beskadiget, eller forsvinder det under en flytransport, kan du maksimalt få 19 SDR i erstatning pr. kg.* Se kursen for SDR på Nationalbankens hjemmeside.

Forsikring af dit rejsegods

Vil du være sikker på at få mere i erstatning, end loven giver mulighed for, er det en god idé at tegne en forsikring, når du indgår aftalen. Fragtfirmaerne tilbyder ofte en forsikring som tilkøb.

Vær opmærksom på, om du opfylder alle betingelserne for, at forsikringen træder i kraft. For eksempel om chaufføren skal have skrevet under på forsikringspapirerne, for at forsikringen gælder.

*SDR står for special drawing rights og er en fiktiv valutaenhed, som administreres af Den Internationale Valutafond (IMF). Du kan se kursen på Nationalbankens hjemmeside.

 

 

 

 

Oprettet: 15. juni 2018

Kunne du bruge siden?